Tryg skifter topchef

Lyt til artiklen

Tirsdag valgte Hugo Andersen at gå af som koncernchef for Tryg Vesta Gruppen, der stadig er Danmarks største forsikringsselskab. Hans afgang er kulminationen på et generationsskifte, hvor den 42-årige Stine Bosse bliver ny topchef for koncernen. Hun har været i kikkerten til stillingen gennem længere tid, men skiftet er kommet hurtigere end forventet. »Jeg kan forstå, at han har overvejet det gennem nogen tid, og han har vel tænkt hellere nu end om et par år. Hans horisont har ikke været at blive ved mange år endnu«, siger bestyrelsesformand for Tryg Vesta Gruppen Mikael Olufsen. Så sent som i september 2002 blev Hugo Andersen koncernchef for Tryg Vesta Gruppen, i forbindelse med, at Tryg i Danmark smba købte Nordeas skadesforsikringsaktiviteter. Tryg og Vesta Gruppen består af Tryg Forsikring i Danmark og Vesta Forsikring i Norge, samt nogle andre mindre selskaber. Hugo Andersen kom oprindeligt til Tryg i 1997, hvor han blev administrerende direktør for det daværende Tryg-Baltica. Hugo Andersen understreger, at det er ham selv, der har taget beslutningen, og at der er tale om en naturlig udgang på det 'glidende generationsskifte', der startede i efteråret med Stines Bosses udnævnelse til koncerndirektør i Tryg. »Der var dels nogle private overvejelser, dels nogle ting, der lå i min kontrakt, der gjorde, at det enten skulle være nu eller om to-tre år. Og det blev altså til, at jeg gjorde status nu, hvor den nye struktur er kommet pænt på plads«, siger Hugo Andersen, uden at han vil komme ind på,hvilke konkrete ting i kontrakten der gjorde udslaget. Allerede i september 2002, da Tryg Vesta Gruppen blev dannet, blev Stine Bosse øverste chef for den danske del af forretningen, og sad dermed reelt på den største del af magten. Hun efterfulgte Hugo Andersen på posten, og blev også en del af koncerndirektionen. Det mere end lå i kortene, at hun med tiden skulle helt til tops, men det var blot ikke ventet, at det skulle ske allerede nu. Fokus på indtjening Ud over generationsskiftet er der også tale om et fokusskift for koncernen. Populært sagt har Hugo Andersen stået i spidsen for en række opkøb i en periode, hvor størrelsen har været afgørende. Med Hugo Andersen i spidsen har selskabet sat mange penge i et internationalt felttog. Med skiftet til Stine Bosse kommer indtjeningen nu mere i fokus. »Man kan sige, at Hugo Andersen sikrede et fundament, og nu skal der tjenes penge på det. Stine Bosse har jo drevet Tryg i Danmark i et halvt år nu. Hun er dygtig og vellidt, og så har hun fokus på at tjene penge - ikke blot på at vokse«, siger Mikael Olufsen. Afviste vanskeligheder Så sent som i december afviste Hugo Andersen, at Tryg var i økonomiske vanskeligheder, efter det internationale kreditvurderingsbureau Standard & Poors nedgraderede Tryg. Tryg blev blev nedgraderet, efter at det kom frem, at de havde været nødt til at låne 1,1 milliard kroner. Yderligere har Tryg ligget under Finanstilsynets retningslinjer for, hvor meget kapital et forsikringsselskab skal have. Men Hugo Andersen fastholder, at hans afgang er helt udramatisk - og at den udspringer af ønsket om at få mere tid til sig selv og familien. I en alder af 58 år bliver Hugo Andersen en efter danske forhold meget ung pensionist. Men efter 28 år på arbejdsmarkedet, herunder 25 år i ledende stillinger, føler han en »positiv mæthed«. »Det er da lidt tidligt, men jeg føler godt, at jeg kan tillade mig at sige stop nu. Bortset fra nogle bestyrelsesposter bliver det her de facto en pensionering«, siger Hugo Andersen, der bl.a. vil bruge tid på et nykøbt fritidshus i Frankrig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her