Nordea: Sænk skatten nu

Lyt til artiklen

Regeringen bør vove pelsen og gennemføre ufinansierede skattelettelser her og nu. Det vil give dansk økonomi et tiltrængt vitamintilskud, og samtidig kan man benytte lejligheden til at lave en egentlig skattereform, mener cheføkonom Helge Pedersen fra Nordea. Udmeldingen kommer, samtidig med at Nordea netop har frigivet en økonomisk prognose, der indeholder lutter sørgelige historier om økonomisk nedgang i USA, Europa og Danmark. Så det gælder for regeringen om at finde kriseberedskabet frem. »Vi kan godt komme i en situation, hvor der er behov for at kickstarte dansk økonomi, og en kontrolleret sænkning af personskatterne vil være en god måde. Og tidspunktet for en lettelse er optimalt nu, fordi der er meget lille risiko for, at det medfører en overophedning af økonomien«, siger Helge Pedersen, med henvisning til at arbejdsløsheden i Danmark nu er stigende. Overvismand: Pas på I lighed med hovedparten af prognosemagere har Nordea nedjusteret væksten over en bred kam, og nedgangen er størst i euroområdet, hvor især den svage tyske økonomi springer i øjnene. I Danmark ser den økonomiske vækst i år ud til at lande på 1,5 procent mod tidligere antaget 1,9 procent, og arbejdsløsheden ventes at stige med 8.000 i år. I euroområdet når væksten også på 1,5 procent efter et meget svagt 2002, hvor væksten var under 1 procent. USA's økonomi ventes at vokse med 2,3 procent. Tysk økonomi halter Overvismand, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen er enig med Helge Pedersen i, at konjunkturerne tegner mørkere end for få måneder siden »De indikatorer, der kommer fra den internationale økonomi, er ikke positive, og især tegner situationen meget lidt opmuntrende i Tyskland, og det har især betydning for udviklingen i Danmark og resten af Europa«, siger Torben M. Andersen. Ineffektiv økonomisk politik Han mener dog, at det er alt for tidligt at imødegå afmatningen med f.eks. lettelser i skatten. »For det første er der stadig usikkerhed om konjunkturudviklingen. For det andet kommer dansk økonomi fra en situation, hvor der var så få ledige ressourcer på arbejdsmarkedet, at det var lige ved at være mere, end økonomien kunne holde til. Nu er vi vendt tilbage til et mere normalt leje på arbejdsmarkedet, og det er meget svært at vide, hvor meget arbejdsmarkedet kan bære«, siger Torben M. Andersen. Han mener også, at det vil være meget tungt og ineffektivt at føre den økonomiske politik, hvis man hele tiden skal reagere med små lempelser og stramninger af de offentlige finanser, når konjunkturerne giver sig lidt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her