Medicinalkoncernen Lundbecks forsøg på at betale en indisk kopiproducent af lykkepiller millioner for at holde sig ude fra markedet provokerer på amterne. Halvdelen af danskernes forbrug af lykkepiller er på det offentliges regning - og en stor del af pengene går til Lundbeck. Millionbesparelser Samtidig er der millionbesparelser gemt i at lukke kopiprodukter ind. »Jeg har det skidt med, at Lundbeck forsøger at købe konkurrenterne ud. Det er spekulation i skatteydernes penge. De penge kunne gøre en forskel på vores medicinske afdelinger«, siger formanden for amternes sundhedsudvalg Bent Hansen (S). Han vil nu mødes med kopiproducenterne og vurdere sparepotentialet, der sidste år blev anslået til omkring 160 millioner kroner. Tilbuddet fra Lundbeck til den indiske virksomhed, der kopierer Lundbecks lukrative lykkepille Cipramil, ligger angiveligt over 300 mio. kr. Producenten, Matrix, er underleverandør til flere af Lundbecks konkurrenter og har afslået tilbuddet. Lundbeck afviser Lundbecks direktør Erik Sprunk-Jansen er uenig i, at virksomheden malker skattepenge. »Vi håndhæver blot vores patent. Og ved at holde kopisterne væk skaffer vi jo penge i den danske statskasse. Sygekassen er ingenting i forhold til, hvad vi henter hjem på eksportmarkederne«, siger han. Patent udløb for et år siden Patentet på Cipramil udløb for cirka et år siden, og siden har konkurrenterne sendt kopier på markedet. Hver gang har Lundbeck anlagt sag, fordi Cipramil er blevet spundet ind i et net af procespatenter - altså ophavsret på måden, pillen fremstilles på. Senest har Lundbeck tabt en sag i Norge, og flere sager er på vej. Hvorvidt Lundbecks adfærd er rimelig og acceptabel er én ting, mens jura er noget andet. Styrelse vil se nærmere på sagen Finn Porsborg, kontorchef i Konkurrencestyrelsen, vil ikke udtale sig konkret, men generelt er han ikke i tvivl: »Det er en soleklar lovovertrædelse, hvis en monopolvirksomhed laver aftaler med potentielle konkurrenter om at holde sig væk fra markedet«. Han vil nu se nærmere på sagen - dog uden at starte en formel undersøgelse. Lundbeck: Juraen er undersøgt Direktør Erik Sprunk-Jansen siger, at Lundbeck har tjekket juraen på forhånd. »Vi er sikre på, det er lovligt, så længe patentretssagen kører. Ellers ville vi ikke gøre det«. Sår tvivl om patentsag Flere aktieanalytikere vurderer, at sagen sår tvivl om Lundbecks tro på sin egen patentsag. »Selv så stor en virksomhed kaster ikke millioner til Indien uden grund«, siger blandt andre Rolf Sørensen fra Svenske Handelsbanken. Lundbeck uenig Igen har Lundbecks direktør et anderledes syn. »Selvom vi er sikre, kan vi jo ikke vide, hvordan en domstol vil afgøre sagen. Og beløbet er kun tre procent af vores omsætning for en slags forsikring, der kunne give fred, indtil retssagen er slut«, siger han. 'Ikke noget særsyn' Og flere vurderer, at den slags aftaler ikke er enestående. Det er blot sjældent, de kommer frem. »Det er et forsøg på at bremse kopisterne uden om retssystemet, og jeg tror ikke, det er et særsyn. Men jeg kender ikke det nøjagtige omfang«, siger analytiker i Nordea Henrik D. Simonsen. Lundbeck imødegår også konkurrencen på anden vis. En aftale med danske Nycomed sikrer Lundbeck royalty, hver gang en af Nycomeds kopilykkepiller bliver solgt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























