Fra Bahrain til Australien, videre til Singapore og Indonesien og derefter tilbage til Australien igen. I to fulde måneder har det danske handelsskib 'Baltimar Euro' sejlet fra havn til havn med en 27-årig irakisk flygtning låst inde i et lille kammer på 1 gange 2 meter, før det lykkedes at få den blinde passager 'afsat' som politisk flygtning. 'Umenneskelige og ydmygende forhold' Australske medier anklager nu det danske rederi Baltimar A/S i Humlebæk for at have opbevaret irakeren under umenneskelige og ydmygende forhold. Samtidig har sagen sat nyt blus under en allerede ophedet immigrationsdebat i Australien. 'Baltimar Euro' sejlede fra Bahrain med kurs mod Australien 15. november sidste år. Fire dage senere opdagede besætningen den irakiske flygtning, der ifølge egne oplysninger var flygtet ud af Irak af frygt for at blive forfulgt af det irakiske regime. »Vi forsøgte først at få ham i land i Australien og siden i Kina og Indonesien. Alle steder lød meldingen, at irakeren var uønsket, og derfor måtte han blive om bord«, siger Baltimar A/S' administrerende direktør Stig Anders Jensen. På størrelse med telefonboks Australske tv-stationer har dokumenteret, at irakeren blev opbevaret i et kammer på størrelse med en telefonboks, uden vinduer og udluftning. Ifølge det australske søfartsforbund, der er gået ind i sagen, var irakeren synligt udmattet og afkræftet, da han fik lov at komme i land. Stig Anders Jensen afviser anklagerne om inhuman behandling. 'Overdreven beskrivelse' »Det er en helt overdreven beskrivelse. Men det er rigtigt, at kaptajnen var nødt til at holde ham indespærret. Hvis han var flygtet ind i Australien, havde vi fået en kæmpe bøde«, siger Stig Anders Jensen. Under skibets første besøg i Australien 12. december blev irakeren interviewet af immigrationsmyndighederne, men fik afslag på at komme ind i landet. Samtidig blev kaptajnen skriftligt orienteret om, at han ville få en bøde på 10.000 dollar - cirka 67.000 kroner - hvis det skulle lykkes irakeren at flygte fra skibet. Hyrede vagt Kaptajnen fik også at vide, at det danske rederi ville blive gjort økonomisk ansvarlig for irakerens gøren og laden flere år ud i tiden. Af frygt for at det skulle ske, hyrede kaptajnen en securityvagt, der kunne holde opsyn med irakeren, så længe skibet lå i havn. Sagen om den irakiske flygtning på 'Baltimar Euro' minder til forveksling om en episode i 2001. Dengang skabte det overskrifter verden over, at den australske regering afviste at tage imod det norske containerskib 'Tampa', der havde samlet 433 bådflygtninge op fra et synkefærdigt skib. Flygtningene blev efter måneders tovtrækkeri til sidst sendt til den lille Stillehavsø Nauru. Politisk storm Nu har historien om den 27-årige iraker på det danske skib fået de politiske storme til at rejse sig igen. Det australske søfartsforbund og flere oppositionspolitikere er rystede og forargede over, at Australien i to måneder afviste at lade flygtningen komme ind i landet og prøve sin sag som politisk flygtning. Også det danske skibs behandling af irakeren er blevet kritiseret. Og så har det ikke mindst vakt forargelse, at Australien med den ene hånd helhjertet bakker op om USA's aggressive kurs mod Saddam Hussein - og med den anden afviser at være med til at løse det irakiske flygtningeproblem. Business as usual I skrivende stund er det stadig uvist, om irakeren får lov at blive i Australien. Han opholder sig p.t. i et asylcenter i Perth. Stig Anders Jensen tager hele sagen og den store virak i Australien med ophøjet ro. »Det her er bare business as usual. Lige meget hvor vi sejler hen, er der efterhånden problemer med blinde passagerer. Alle rederier kender til problemet, for det er i dag stor set umuligt at finde et land, der vil tage imod en politisk flygtning fra et skib«, siger Stig Anders Jensen.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Prinsesse Dianas bror forsvarer Charles-påstand: Jeg siger sandheden
-
Aftalen er en stor sejr for det grønlandske og danske diplomati
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Mads Mikkelsen havde tilsyneladende anbefalet platformen. To måneder senere var hele hendes opsparing væk
Debatindlæg af Jesper Gronenberg
Klumme af Lars Dahlager