Værdipapirerne følger krigen i Irak, så aktierne falder sammen med koalitionsstyrkernes problemer ved fronten. Udsigten til en længere krig end først håbet fik i dag kursen på de mest omsatte aktier i det danske KFX-indeks til at falde med knap to procent med størst fald i William Demant Holding på 6,6 procent. Investerer i obligationer Modsat flyder investorernes penge over til de mere stabile obligationer, som stiger og giver boligejerne mulighed for af konvertere til mere fordelagtige lån. I løbet af den seneste uges tid er kursen på den toneangivende 30-årige realkreditobligation steget fra kurs 95 til cirka kurs 96,5. Det betyder en forskel på den månedlige ydelse før skat på cirka 100 kroner, oplyser BRF Kredit. Benzinen stiger Udviklingen i Irak har sammen med uroligheder i Nigeria fået prisen på råolie til at stige, så olieselskabet OK i morgen sætter priserne på olie og benzin op. Benzinprisen stiger 23 øre per liter, mens prisen på fyringsolie stiger 100 kroner per 1000 liter. De amerikanske aktier åbnede i eftermiddag dansk tid også lavere.
Boligejere nyder godt af krigen
Lyt til artiklen