SAS har præsenteret den redningsplan, som skal føre selskabet igennem sin værste krise nogensinde. Hovedelementet i planen er fyring af 4.000 medarbejdere og nye aftaler med ringere arbejdsvilkår for de resterende 31.000 medarbejdere i den før hen så mægtige skandinaviske luftfartsgigant. Strejke udelukket Var en lignende plan kommet for blot et par år siden, havde den uden tvivl resulteret i omfattende strejker, som ville betyde massive flyaflysninger. Men i dag har piben fået en anden lyd fra de 39 fagforbund, der organiserer medarbejderne. »Det er helt udelukket, at vi kunne finde på at strejke. Det ville jo være fuldstændig uansvarligt, som situationen for SAS ser ud nu«, siger formand for de danske piloter, Mogens Holgaard. »Skrækscenariet var meget værre. Jeg havde frygtet, at ledelsen ville nedlægge nogle af vores flyruter, men det er de foreløbig afstået fra«, siger formanden, vel vidende at omkring 1.000 af fyringerne skal foregå blandt det flyvende personale. »Det er selvfølgelig ikke sjovt, men sådan ser situationen for SAS altså ud nu«. Også blandt det timelønnede personale i København har man forstået alvoren. »Det er barskt, men nødvendigt. Fyringsrunden bliver desværre nok noget af et blodbad, men jeg kan slet ikke forestille mig, at vi vil strejke«, siger Helmuth Jacobsen, der er fællestillidsmand for de 2.600 medarbejdere på jorden i København. Måske flere fyringer SAS mangler at få overenskomst med 4 af de 39 fagforbund. Det drejer sig om kabinepersonalet i både Norge, Sverige og Danmark, og om transportfolkene i Sverige. SAS er tvetydige omkring, hvad det reelt betyder. »Vi vil forhandle videre med dem. Hvis det i sidste ende viser sig, at vi ikke kan få de medarbejdergrupper til at løse opgaverne, så må ledelsen finde andre veje til at få løst dem. En mulighed er da, at andre selskaber i koncernen kan løse de opgaver, når de nuværende overenskomster udløber«, siger informationschef Troels Rasmussen. En trussel som næstformanden for kabinepersonalet, Verner Lundtoft Jensen, ikke mener, at medlemmerne skal være urolige over. Forhandlingerne stoppede først og fremmest, fordi SAS-ledelsen havde sat en deadline, siger han og fortsætter: »De beslutninger, som SAS nu har truffet, var det mest fornuftige, man kunne træffe. Det betyder, at man nu har et firma, der måske kan overleve. Nu forventer vi at blive indkaldt til forhandlinger igen efter påske, og så får vi det hele på plads«, siger han og får alligevel plads til kritik af ledelsen. »Som vi opfatter det, er SAS kun interesseret i at løse budgettet for 2003. Men vi vil også have en arbejdsplads til vores folk om 10 år. Derfor har vi givet dem et løsningsforslag, der sparer dem langt, langt mere, end de selv har bedt om. Men vores forslag sparer først og fremmest penge på længere sigt, og derfor har SAS indtil videre sagt nej. Trusler om udlicitering SAS-ledelsens trusler mod kabinepersonalet om udlicitering har formentlig også spillet en rolle i de øvrige fagforeningers afdæmpede reaktioner på massefyringerne. Analytikere har påpeget, at SAS kan vælge at flytte driften af for eksempel flylinjer over i SAS' andre flyselskaber, som for eksempel norske Braathens og spanske Spanair, som har dårligere overenskomster, end SAS-ansatte hidtil har haft. Et enkelt aber dabei lurer dog stadig. Luftfartsfunktionærerne (LFF) afholder mandag urafstemning om at acceptere forhandlingsresultatet eller ej. Formand Nicolas Fischer har anbefalet et nej. Bliver det tilfældet, genindkalder SAS-ledelsen LFF til nye forhandlinger. Siger de 1.700 medlemmer ja, går Fischer af som formand.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























