Arbejdspladser svigter alkoholikere

Lyt til artiklen

Der er blevet længere mellem hjælp og tilbud fra virksomheder til ansatte, der drikker for meget. Det viser en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen 'Undersøgelse af sundhedsfremme på arbejdspladsen 2002' lavet af PLS Rambøll. Undersøgelsen ser på knap 2.000 virksomheders indsats i form af regler og tilbud til deres ansatte på områder som mad, motion, rygning og alkohol. På fem år er andelen af virksomheder, hvor alkohol er totalt forbudt, næsten fordoblet. Men når det gælder aftaler til gavn for medarbejdere med et alkoholmisbrug, er der sket en tilbagegang. Her kan kun 21 procent være med, mod 30 procent for fem år siden. Indsats stagneret Bjarne Rasmussen, administrator for Nationalt Center for Sundhedsfremme på Arbejdspladser, der beskæftiger sig med sundhedsforebyggende arbejde i amter og kommuner, mener, at indsatsen på alkoholområdet er stagneret. »Jeg tror, det har nået et mætningspunkt. Virksomhederne har en forestilling om, at de har nogle regler, og så er det godt nok. Det skyldes nok, at der ikke længere er de samme alkoholproblemer på arbejdspladserne som for 10-15 år siden, hvor der nogle steder var tale om organiseret drikkeri. Det er ikke så tydeligt på arbejdspladserne som tidligere. Men det betyder selvfølgelig ikke, at problemet ikke eksisterer længere«, siger Bjarne Rasmussen. Blår i øjnene Bente Lindegaard er leder af MANUS, en institution under Århus Amt, der beskæftiger sig med alkohol og arbejdsliv. Hun er bekymret over virksomhedernes faldende interesse for at etablere tilbud til medarbejdere med alkoholproblemer. »Virksomhederne stikker sig selv blår i øjnene, hvis de tror, det er nok bare at have en forbudspolitik på alkoholområdet. Man har fjernet drukken synligt fra arbejdspladserne, men det totale alkoholforbrug i Danmark er jo ikke faldet. Det er bare blevet mere skjult. Forbud er fint, men vi er betænkelige ved, at det står alene. Problemet er, at man bliver fyret på mange arbejdspladser, hvis man overtræder forbuddet, og det er dyrt - både økonomisk og menneskeligt«, siger hun. Specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen Morten Wiberg mener, at tilbagegangen blandt andet skyldes, at virksomhedernes fokus har flyttet sig til andre området som stress, arbejdsstillinger og psykisk arbejdsmiljø. »Men det er ærgerligt, hvis man siger: Nu drikker vi ikke her på virksomheden, og så er der ingen problemer. Man ved jo, at mange af dem, der drikker, trods alt stadig befinder sig på arbejdsmarkedet, og at det er der, de kan motiveres til at gøre noget ved deres problem«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her