Regler er der allerede masser af - de bliver bare ikke overholdt. Overtrædelser af lovene om god hygiejne, mærkning af fødevarer, ordentligt arbejdsmiljø, og retmæssig betaling af skat og moms skal straffes langt hårdere end i dag, mener et flertal af Folketingets partier udenom regeringen. For små bøder I dag er bøderne så små, at nogle forretningsdrivende kalkulerer med lovbrud, og det skaber unfair konkurrence for de lovlydige. Det mener også brancheorganisationen for hoteller og restaurationer, Horesta, som tager positivt imod forslaget. »Bødens størrelse opvejes i dag så rigeligt af det, man tjener ved at køre forretningen sort. Og lovbrud er et syndrom, der hænger sammen. Ofte er det momsfuskerne, som også underbetaler deres ansatte, udskænker spiritus ulovligt og bryder fødevarelovgivningen«, siger direktør i Horesta, Lone Njor Hulth. Horesta vurderer, at branchens sorte økonomi sidste år havde et omfang på tre-fem milliarder og mener, at problemet er stigende. Samtidig sker det ofte, at bliver en fusker endelig knaldet, åbner forretningen bare i en andens navn kort tid efter. Foreslår et kørekort For at komme det til livs foreslår Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Kristeligt Folkeparti, SF og Enhedslisten nu at indføre en slags kørekort til næringsdrivende, som omfatter alle relevante regler på området. Kortet skal være personligt for den, som har dagligt ansvar for forretningen. Bøderne for regelbrud skal sættes kraftigt i vejret, og gentagne brud skal koste kørekortet - som i trafikken - og dermed retten til at drive forretning. I første omgang gælder ordningen alle, som nyåbner eller overtager en restaurant, café, grønthandel eller anden forretning med fødevarer. Men også nuværende indehavere skal pålægges at erhverve sig kortet, hvis myndighederne opdager fusk. Danmark har flere end 40.000 beværtninger og fødevareforretninger og et utal af små købmænd og kiosker. Smiley ikke sikker Partierne forslår, at landets 11 fødevarerregioner skal adminstrere kørekortet og er klar til at bevilge flere penge. I dag styrer regionerne allerede smiley-ordningen, der giver et smilende eller surt ansigt til forretningerne, alt efter opførsel. »Men forbrugeren kan ikke føle sig sikker med smileyordningen, for den kan omgås. Og bliver det. Men de forretningsdrivende, som har orden i sagerne, har intet at frygte«, siger fødevareordfører for Dansk Folkeparti, Christian H. Hansen.
Restaurationsfusk skal koste dyrt
Lyt til artiklen