Du har spænet frem og tilbage mellem sengen og toilettet til klokken 3 i nat. Diarré. Nu føles det, som om det er drevet over. Går du på arbejde? Eksemplet var et af mange, som blev lagt frem, da beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i går præsenterede en lang række bud på, hvordan sygefraværet kan bringes ned. Og en af ministerens vigtigste pointer var, at man sjældent er enten i total topform eller fuldstændig syg og uarbejdsdygtig. Arbejdsmiljøets betydning For eksempel ville 35 pct. af danskerne formentlig vælge at blive hjemme efter en gang nattediarré, mens 65 pct. ville tage chancen og gå på arbejde. Én af de afgørende faktorer kan være, om arbejdsmiljøet er i orden. En undersøgelse, som arbejdsmedicinsk klinik i Glostrup har lavet, viser en klar sammenhæng mellem jobtilfredshed og sygefravær. Ansatte med stort ansvar og udfordrende arbejde, som føler sig værdsat, melder sig simpelthen sjældnere syge. Ret til at påbyde rådgivning Derfor vil beskæftigelsesministeren give Arbejdstilsynet ret til at påbyde virksomheder med et højt sygefravær at søge ekstern rådgivningsbistand til at løse problemerne. Claus Hjort Frederiksen foreslår desuden at kommunerne i fremtiden kan blive straffet økonomisk, hvis de ikke sørger for at følge op på længere sygeforløb. Senest otte uger efter en medarbejders første sygedag skal kommunen nemlig vurdere, om den syge har brug for behandling, genoptræning, revalidering eller anden hjælp. Men først efter 52 uger stopper staten med at dække halvdelen af kommunens udgift til sygedagpenge, og derfor har det ikke store konsekvenser for kommunen, hvis fristen overskrides. Statslig refusion skal kunne falde væk Beskæftigelsesministeren foreslår, at den statslige refusion bortfalder, hvis kommunen ikke lever op til sine forpligtelser fra begyndelsen. En anden model er at sænke refusionen fra 50 til 35 pct. »Det vil sikkert vække vrede hos nogle kommuner, hvis refusionen fra staten sænkes. Men de negative følger af et langvarigt sygefravær er for alvorlige til ikke at gøre noget ved det«, siger Claus Hjort Frederiksen til Ritzau. Vrede i Herlev Og vreden er da også godt på vej hos Herlevs borgmester, Kjeld Hansen (S), der er ansvarlig for personaleforhold i Kommunernes Landsforening. »Trusler om økonomiske straffeaktioner hører ingen steder hjemme. Vi kan ikke læse ministerens oplæg som en åben invitation, hvis han samtidig truer os på pengepungen«, siger han. Også lægerne spiller en vigtig rolle i regeringens offensiv mod sygefravær. De skal være bedre til at vurdere, om patienterne er helt uarbejdsdygtige, eller om de godt kan løse lettere arbejde. Skeptisk lægeformand Men formanden for de praktiserende læger Jørgen Lassen er skeptisk. Ofte er virksomhederne slet ikke interesserede i en deltidssygemelding, for det er nemmere at gå ud og finde en vikar, mener lægernes formand. Det samlede sygefravær i Danmark svarer til, at 142.000 personer er væk fra arbejde hele året. Regeringens mål er at nedbringe sygefraværet med én dag for hver dansker. Det vil sikre 10.000 flere arbejdsdage. De konkrete forslag bliver nu sat til debat, inden regeringen beslutter, om der skal fremsættes lovforslag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























