Industri sur over apotektjek

Pillearbejde. Der er mange penge at spare, hvis apotekerne bliver bedre til at udlevere billig medicin.   Arkivfoto: Asger Carlsen
Pillearbejde. Der er mange penge at spare, hvis apotekerne bliver bedre til at udlevere billig medicin. Arkivfoto: Asger Carlsen
Lyt til artiklen

Apotekerne slipper alt for billigt i Lægemiddelstyrelsens nye rapport om branchens måde at udlevere medicin på. De skuffede kommentarer er fra Lægemiddelindustrien (LIF) og sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen (S), der rejste sagen i Folketinget. Rapporten slår ellers fast, at apotekerne skal blive bedre til at tilbyde kunderne den billigste medicin. Borgerne og de offentlige kasser kan spare 155 millioner kroner om året, hvis kunderne får det billigste af identiske produkter. Men rapporten afslører ikke systematisk snyd med reglen om, at apotekerne i dag altid skal udlevere den billigste receptmedicin, medmindre der udtrykkeligt bliver bedt om det modsatte af lægen. »Vi havde forventet, at man gik lidt mere grundigt til værks med rabatternes størrelse og ikke bare nøjedes med at se på apoteksregnskaber. Man kunne for eksempel spørge leverandørerne, hvor de yder rabatter«, siger direktør Jørgen Jørgensen (LIF). Landets apoteker har været under mistanke for ikke altid at udlevere den billigste medicin, fordi fortjenesten på at sælge mærkevarer fra de store fabrikanter kan være større. Stridens kerne er rabatter til apoteker fra producenterne. Det er tilladt at yde en såkaldt omkostningsbestemt rabat, hvis et apotek for eksempel går på storindkøb hos leverandøren. Derimod må fabrikanterne ikke yde rabat for at få gang i salget af et bestemt mærke. »Rabatterne sætter spørgsmålstegn ved uvildigheden. Lægemiddelstyrelsen har selv oprindelig rejst mistanke mod apotekernes udleveringspraksis«, siger Jørgen Jørgensen, der ønsker apoteksrabatter helt afskaffet, fordi det er umuligt at skelne mellem lovlige og ulovlige. Han peger på, at styrelsens undersøgelse påviser »uforklarlige« udleveringer af både recept- og håndkøbsmedicin. Sophie Hæstorp Andersen føler heller ikke, at apotekerne er renset: »Rabatsystemet er slet ikke blevet undersøgt, så vi ved ikke, hvad det koster patienter og de offentlige kasser«. I apotekernes smag Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forsøgte ellers i går at lukke af for kritik med to forslag. For det første skal apotekerne have pligt til at oplyse om billigere alternativer, når kunderne køber håndkøbsmedicin. Det har de ikke i dag. For det andet vil ministeren indføre et neutralt avancesystem, så apotekerne tjener det samme, uanset om det sælger et dyrt eller billigt sammenligneligt produkt. Det er forslag, som falder i apotekernes smag. »På den måde kan vi slippe for mistænkeliggørelsen om, at vi udleverer bestemte mærker for at tjene ekstra. Vi har selv for to år siden foreslået, at vores avancesystem ændres, så vi tjener det samme på ens medicin uanset, hvad den koster«, siger formand Paul Bundgaard, Apotekerforeningen. Ikke nervøs for oplysningspligten Formanden er ikke nervøs for oplysningspligten om håndkøbsmedicin. Lægemiddelstyrelsen påviser, at de fem største producenter af håndkøbsmedicin sidder på 90 procent af markedet. »Det overrasker mig, at koncentrationen er så stor, men der er sket mange fusioner i de seneste år. Vi oplyser allerede i dag kunderne om den billigste håndkøbsmedicin, men kan sikkert gøre det endnu bedre. Kunderne kan ofte være svære at overbevise om, at der findes billigere og lige så gode alternativer til for eksempel de hovedpinepiller, som de er vant til at bruge«, siger Bundgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her