Forbrugersejr i salmonella-sag

Lyt til artiklen

Det hele begyndte i 1998 med koldskål efter traditionel dansk opskrift med rå æg. En mor på Frederiksberg og hendes to døtre fik salmonellaforgiftning. I går plantede Vestre Landsret ansvaret hos ægpakkeriet Danæg. »Sagen har virkelig perspektiver, for nu må hele branchen sande, at de kan gøres ansvarlige efter produktansvarsloven, som de hidtil har slået meget hårdt på ikke at kunne«, siger advokat Erik Gram, som har ført sagen for familien. Mellemhandler har ansvar Ifølge produktansvarsloven er landmanden ansvarlig for, at hans råvarer ikke er sundhedsskadelige. Men indtil i går herskede der tvivl om mellemhandlerne, der forarbejder og bringer fødevarerne videre til forbrugerne. Og her er landsrettens afgørelse vigtig, fordi forbrugeren som regel står uden mulighed for at lokalisere landmanden. »Dommen slår fast, at mellemhandlere skal anses for at være producenter, og den vil helt givet også gælde slagterier, mejerier osv., der leverer kød, mælk og andre basale produkter«, siger Erik Gram, der har specialiseret sig i salmonellasager. Han er overbevist om, at gårsdagens afgørelse også vil omfatte madforgiftninger med beslægtede bakterier som campylobacter, der ifølge Fødevareministeriet rammer 50.000 danskere årlig, mens salmonellaforgiftning er på retur. Sidste år blev 2.072 smittet. Glæde i forbrugerrådet I Forbrugerrådet glæder direktør Rasmus Kjeldahl sig: »Det er en meget vigtig afgørelse, for nu kan forbrugerne gøre mellemhandlerne økonomisk ansvarlige. Det er vigtigt, at forbrugeren ikke skal helt ud til landmanden for at finde den ansvarlige, og det gør også, at Danæg ikke bare kan tørre den af på sine leverandører«. Kjeldahl mener, at sagen kan medføre, at mellemhandlerne stiller større krav til landmændene. Store krav Men det afviser Danske Andelsselskaber, brancheorganisation for en række mellemhandlere som Danish Crown, Arla og Danæg, der i fremtiden kan blive stillet til ansvar af forbrugerne. »Vi stiller allerede meget store krav til producenterne, og da andelsselskaberne ejes af landmændene, er de kun interesseret i, at forbrugerne får de bedste fødevarer. Vi er parate til at leve op til ansvaret og mener, at vi allerede gør alt, der skal til«, siger formand Bent Juul Sørensen for Danske Andelsselskaber. Danæg erkender sit ansvar og er klar til at betale erstatning til den ramte familie.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her