Ingen, som arbejder 23 timer om ugen eller mere, skal kunne få supplerende dagpenge. Sådan lyder et af regeringens konkrete forslag til en dagpengereform, der skal få flere i arbejde og spare statskassen for 800 millioner kroner, hvoraf de 700 millioner kroner skal findes på kontoen for supplerende dagpenge. Modsatte effekt Forslaget vil imidlertid få den stik modsatte effekt, forudser forsker, oppositionspartier, fagforbund og a-kasser. Tusinder af lavtlønnede vil nemlig vinde økonomisk ved at sige jobbet op og gå på fulde dagpenge frem for at arbejde på deltid uden supplerende dagpenge. Eksempler er fabriksarbejdere, plejepersonale, kontorassistenter og rengøringsfolk. Bevæger blot 4.300 af dem sig over på fuld dagpengeforsørgelse, vil regeringens kalkulerede besparelse på 700 millioner være ædt op, viser en beregning fra Arbejdsløshedskassernes Samvirke. Her siger sekretariatschef Torben Dam Jensen: »Regeringen ordinerer en forkert medicin i forhold til de udpegede problemer. Den griber ind i nogle mekanismer, der får den modsatte effekt - nemlig at folk holder op med at arbejde. Det er meget realistisk, at folk som er dybt afhængige af de supplerende dagpenge, går over i det almindelige dagpengesystem og på den konto vil koste statskassen langt mere, end regeringen vil spare med sit forslag«. En person på dagpenge koster årligt 162.000 kroner, mens modtagere af supplerende dagpenge i gennemsnit hæver cirka 11.000. De nuværende regler blev netop lavet for at lokke folk til at tage deltidsjob frem for at stå helt uden for arbejdsmarkedet. Ingen virkning Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, forstår godt intentionerne med forslaget, men tror ikke på at det vil virke efter hensigten. »Pointen er, at forslaget rammer folk, som er tvunget på deltid. Og med konjunkturerne lige nu er det meget svært at se, hvordan folk skal få mere arbejde. Samtidig passer deltid godt til arbejdets organisering mange steder. For eksempel på sygehuse og inden for byggeriet«, siger han. Tror du, at forslaget vil få arbejdsgiverne til at fuldtidsansætte folk? »Nej. Kun hvis de har brug for dem. Men det ville være det reelle. Det er ikke lønmodtagerne der misbruger dagpengesystemet - det er virksomhederne, der bruger dagpengene som skattefinansieret erhvervstilskud frem for selv at afholde sine fulde produktionsomkostninger«. »Groft« Den samlede dagpengepakke med fem forslag, som beskæftigelsesministeren fremlagde tirsdag, vil ramme 70.000 af de i alt 138.000 mennesker på supplerende dagpenge, mener socialdemokraterne. Ud over arbejdstidsgrænsen på 23 timer mod i dag 30 for at kunne få supplerende dagpenge hæfter partiet sig mest ved forslaget om karantæne for folk, der har tjent mere end 25.000 om måneden, før de blev ledige. »Det er så groft, for det udhuler dækningen for de bedre lønnede, der så i mindre omfang vil være med til at betale til et solidarisk dagpengesystem. Så er du inde og røre ved kronjuvelerne«, siger arbejdsmarkedsordfører Bjarne Laustsen (S). Det var onsdag ikke muligt at tale med beskæftigelsesministeren, der deltog i fremlæggelsen af et nyt regeringsgrundlag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Klumme af Timme Bisgaard Munk
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























