Det er solidariteten, der binder dagpengesystemet sammen. Den solidaritet, som betyder, at de vellønnede er indstillede på at betale til et forsikringssystem, selv om det reelt er de lavtlønnede, der har størst risiko for at ryge ud i arbejdsløshed. Men solidariteten risikerer at smuldre, hvis regeringen og Dansk Folkepartis finanslovsaftale om dagpengesystemet træder i kraft, mener arbejdsmarkeds- og økonomieksperter. Vil gå uden dagpenge i fem uger Med finanslovsaftalen skal a-kassemedlemmer, der tjener mere end 27.700 kroner om måneden, gå uden dagpenge i op til fem uger, hvis de bliver arbejdsløse. Dermed vil flere sandsynligvis overveje, om bidraget til a-kassen er pengene værd, mener forskningschef i Rockwoolfonden Torben Tranæs. Han har tidligere forsket i, hvorfor folk melder sig ind i - og ud af - en a-kasse, og han er overbevist om, at flere vellønnede vil stemple ud af a-kasserne, hvis aftalen træder i kraft. »Beløbet, du får udbetalt, er en af faktorerne, der påvirker folks beslutning om at forsikre sig. Nu vil du få mindre udbetalt, end du gjorde før; derfor vil der værre færre, der vil forsikre sig«, forklarer Torben Tranæs. Regeringen har blandt andet slået på, at de rige har råd til at gå og vente et par uger på at få deres dagpenge. Men dét argumentet holder ikke, mener arbejdsmarkedsforsker Jørgen Stamhus fra Aalborg Universitetscenter. De vellønnede har netop forsikret sig for ikke at skulle gå uden indtægt i en periode, siger han. Grænse for solidaritet »Aftalen er et brud med princippet om, at en forsikring mod arbejdsløshed gennem en a-kasse dækker alle, som bliver ramt af ledighed, på samme vilkår. Derfor er det klart, at der er nogle, der vil overveje, om den præmie, de betaler, kan stå mål med forsikringen, som de får ud af det. Og det kan få den konsekvens, at mange velhavende vil melde sig ud og dermed bryde med princippet om solidaritet i dagpengesystemet«, mener Jørgen Stamhus. Arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitetscenter Flemming Ibsen påpeger, at solidariteten mellem de to grupper kun strækker sig til en vis grænse - som i andre dele af velfærdssamfundet bliver de vellønnede nødt til at få noget igen, hvis de skal gide at betale til systemet, forklarer han. »De rige er tilfredse, hvis der er en sammenhæng mellem det, de får, og det, de betaler. Men her får du nu det problem, at de betaler, men i værste fald ikke får noget de første fem uger. Det svarer til, at du betaler en høj skat, og når du så skal på sygehuset, skal du betale for de første fem ugers indlæggelse. Og så gider man jo ikke betale skat. På samme måde bliver det sværere for de højtlønnede at argumentere for at være medlem af en a-kasse, og dermed svækker man den indbyggede solidaritet i systemet«, siger arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet Flemming Ibsen. Piller ved velfærdssamfundet Økonom og forskningschef på Socialforskningsinstituttet Niels Ploug er enig i, at aftalen piller ved selve den måde finansieringen af velfærdssamfundet er skruet sammen på: At de velbeslåede er med til at betale til de fattige, fordi de også selv får noget igen af systemet. Han kalder aftalen »af principiel betydning«. »Det er et brud med det grundlæggende princip, der hedder, at man yder efter evne, og får efter behov. Det er klart, at hvis denne tendens spreder sig til andre dele af systemet, så vil det være underminerende for hele velfærdsstaten, fordi man som højtlønnet skatteborger vil tænke over, om der er nogen grund til at betale så høj skat, hvis man ikke får tilstrækkeligt igen«, siger Niels Ploug.