SAS-regnskabet for årets første ni måneder viser, at SAS fortsat står til at komme ud af hele 2003 med et underskud på omkring to milliarder svenske kroner. Det får nu flyselskabet til at færdiggøre den sparerunde, der skal gøre flyselskabet konkurrencedygtigt fra 2005. Dermed kradser krisen fortsat i SAS, der siden efteråret 2001 i tre store sparerunder har skåret over 12 milliarder kroner af flyselskabets drift. Besparelser for 12 milliarder »Det er præciseringen af de sidste milliarder. Hvis vi har sagt, vi skal spare 14 milliarder kroner, så har vi enten aftalt, gennemført eller er ved at implementere de 12, og så mangler der to«, siger SAS' informationschef, Troels Rasmussen. SAS-ledelsen vil inddrage sparekravene i de forestående overenskomstforhandlinger med personalegrupperne. Ifølge formanden for luftfartsfunktionærerne i SAS, Nicolas Fischer, ønsker SAS-ledelsen at fremskynde overenskomstforhandlingerne. Foreløbig har der været såkaldte sonderingsmøder med de faglige organisationer, som er blevet præsenteret for ledelsens ønske om at "markedstilpasse" løn- og ansættelsesvilkår.
SAS står til underskud på to milliarder
Lyt til artiklen