Minister ruller baglæns i banesag

Lyt til artiklen

Staten opgiver et forsøg på at fastfryse priserne på godt 300 ejendomme, som måske engang skal bruges til en jernbane mellem København, Køge og Ringsted. Trafikminister Flemming Hansen (K) beordrede mandag Trafikstyrelsen til et hastigt tilbagetog i sagen om de såkaldte arealreservationer. Påbud fra ministeren For godt to måneder siden meddelte styrelsen de mange hus- og grundejere, at de ikke må ombygge eller udvide deres huse i foreløbig ti år. På den måde ville Trafikstyrelsen hindre, at husene stiger i pris og dermed bliver dyrere for staten at ekspropriere, hvis Folketinget ad åre beslutter banebyggeriet. »Det var en fejl. Sådan som jeg læser loven, har Trafikstyrelsen ikke ret til at nægte folk ret til at ændre deres ejendomme. Det har jeg bedt Trafikstyrelsen præcisere i et nyt brev til de 300 borgere og virksomheder. Det er ikke godt nok, det der er lavet«, siger trafikministeren. Advarsel fra professor Han griber ind, efter at juraprofessor Peter Pagh, Københavns Universitet, i Politiken mandag advarede om, at fremgangsmåden sandsynligvis var i strid med grundloven. Der mangler en lov, som kan danne grundlag for et sådant indgreb i ejendomsretten. Det er ikke nok, at ordet 'arealreservationer' er nævnt i bemærkningerne til en lov om, at trafikministeren kan projektere banebyggeriet. 'Jeg kan ikke vide det' Professorens advarsel var ikke mange timer gammel, før trafikministeren slog kursen om. Hvordan kunne sagen komme så vidt? »Jeg kan ikke vide det. Jeg ser ikke de breve, som Trafikstyrelsen sender ud«, svarer ministeren. Tvivlen på borgernes side Han mener, at der blev skabt så væsentlig tvivl om lovgrundlaget, at tvivlen skulle »komme borgerne til gode«. Han håber, at Folketinget senest om to år beslutter, om banebyggeriet skal gennemføres eller droppes. Indtil da opretholdes arealreservationerne. Det betyder, at husejere med »særlige personlige grunde« fortsat kan bede om, at staten køber huset med det samme. Flemming Hansen er klar over, at det kan betyde, at baneanlægget i givet fald kan blive dyrere: »Hvis det ender med, at man vil bruge de reserverede arealer, må man også betale erstatning til borgerne, hvis de har udvidet husene«, siger trafikministeren. Overraskede ejere Hans beslutning kom som en absolut overraskelse for de 300 husejere: »Det er jeg virkelig glad for at høre. Det er da gået hurtigt. Jeg skal lige have fordøjet det lidt«, siger Mette Markes Jepsen, der bor i den lille landsby Kongsted øst for Ringsted.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her