Dvd-prisen stiger

Kinesiske virksomheder udnytter teknologi, som blandt andre Philips betaler. - Arkivfoto: Jesper Stormly Hansen
Kinesiske virksomheder udnytter teknologi, som blandt andre Philips betaler. - Arkivfoto: Jesper Stormly Hansen
Lyt til artiklen

Man har nærmest ikke kunnet gå ind i en Bilka de senere par år uden at få kastet en dvd-afspiller i nakken. Priser på under 400 kroner har været normale. Til stor glæde for forbrugerne, i Danmark købte vi sidste år 300.000 dvd-afspillere, men til stor fortrydelse for Sony og Philips. Dels fordi deres egne afspillere er meget dyrere, dels fordi de er blandt skaberne af dvd-teknologien og burde få licenspenge, hver gang andre fremstiller en dvd-afspiller. Det har en række kinesiske virksomheder dog ikke taget så tungt og fremstillet læssevis af dvd-afspillere uden at betale licens. »Vi bruger en masse penge på at forske og opfinde nye teknologier. Det er dyrt, og derfor skal andre også betale, hvis de vil bruge vores opfindelser«, siger Ronald Maagdenberg, direktør for Philips i Danmark. Fabrikanter betaler ikke licenspenge Licensprisen lå sidste år på omkring 10 dollar per dvd-maskine - omkring 60 kroner. Fabrikanterne bag de billige dvd-maskiner har typisk ikke betalt licenspenge. Sidste år i september og oktober gennemførte toldere i hele EU en storstilet aktion for at få fat på synderne. Her var der nemlig usædvanligt mange skibe på vej fra Kina til EU, da EU's toldsatser på elektronik steg 1. november. Det førte til, at omkring 200 containere med op til 4.000 dvd-afspillere i hver blev tilbageholdt. Dvd-maskinerne skulle have ligget under juletræet - i stedet står de stadig i deres papkasser i containere rundt omkring i de europæiske havne. »Der er mange importører, som har store økonomiske problemer nu. De havde annonceret med billige dvd-afspillere i aviser og blade, men de fik aldrig deres afspillere«, siger Alf Einer Nygaard, importør af United dvd-afspillere i Norge. Han har altid sikret sig, at de dvd-maskiner, han sælger, var med de rigtige licenser, men han oplyser dog, at man godt kan forhandle med de kinesiske virksomheder om en anden løsning. Snart slut med billige dvd-maskiner Meget tyder dog på, at det er ved at være slut med licensfuskeriet og dermed også de helt billige dvd-maskiner. De kinesiske myndigheder slår hårdt ned på de fabrikker, der ikke opfylder kravene fra de internationale handelsorganisationer, og prisen på dvd-licensen er faldet til omkring 25 kroner. Alf Einer Nygaard skyder på, at dvd-maskinerne bliver mellem 50 og 100 kroner dyrere som følge af, at det bliver sværere at opdrive licensfri dvd-maskiner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her