Store virksomheder slipper for skat

Se oversigt over skatteindbetalinger fra en række multinationale selskaber.
Se oversigt over skatteindbetalinger fra en række multinationale selskaber.
Lyt til artiklen

Det går så skidt for de store virksomheder i Danmark, at de næsten ingen skat betaler. Enhedslistens Frank Aaen har på ny lavet en undersøgelse af 15 store multinationale selskaber med en årlig omsætning i Danmark på samlet 30 milliarder kroner. Og heller ikke i år er der meget at komme efter. Gevinsten for skatteminister Svend Erik Hovmand (V) blev 3 millioner kroner. McDonald's har aldrig afleveret en krone Det er ellers firmaer, som man umiddelbart kunne fristes til at tro, klarede sig nogenlunde. Det gælder således McDonald's, der første gang kom til Danmark i 1981, men aldrig nogensinde har afleveret én skattekrone. »Grundbogen på Handelshøjskolen siger ellers, at kører man med underskud år efter år, så lukker man biksen. Jeg har således svært ved at tro, at McDonald's i USA føler, at de har en pligt til at sælge burgere i Danmark, men skal man tro regnskaberne, så putter McDonald's penge i hver eneste burger i Danmark«, siger Frank Aaen. Han kan ellers konstatere, at denne gang betaler to selskaber skat: »Ja, det drejer sig om Coca-Cola International, der betaler 1 million kroner i skat i Danmark set i forhold til et årligt salg på cirka 1.500 millioner kroner. Det andet selskab er Aldi, der ud af en omsætning på 3.000 millioner kroner betaler 2 millioner kroner«, siger Frank Aaen. Irriteret McDonald's er irriteret over, at Frank Aaen igen er faldet over burgerkæden. »Min umiddelbare kommentar er, at det er ret skægt, at det er Frank Aaen, som ikke kan forstå dette. Han har været til møde på mit kontor, hvor vi har fortalt ham, hvordan tingene hænger sammen. Han taler mod bedre vidende, når han ikke forstår det«, siger kommunikationschef, Kristian Scheef Madsen. »Det er såre simpelt. Når man gør en virksomheds skatteevne op, for eksempel en frisør nede på hjørnet, så hører frisørens investeringer med i regnskabet og tæller som afskrivninger. Når man ikke længere kan det, så begynder man at betale skat. Det ved Frank Aaen jo godt. Vi har naturligvis ikke noget at skjule. Sådan er skattereglerne skruet sammen, det er en politisk ting«, siger Madsen. I har været her siden 1981 og aldrig betalt skat. Det må da være store investeringer, vi taler om?

»Det er det også. Det er det også. Og det er jo netop humlen i det hele. Det er meget lidt kompliceret, det her«. Jo, men set udefra kan det vel umiddelbart lyde utroligt, at I, når folk går i en lind strøm ind og ud af jeres restauranter efter burgere, ikke også har en god forretning?

»Jamen, de ting kan du ikke blande sammen. Det handler om, hvor store investeringer du har haft. Sådan er det også for frisøren, som har investeret. Der vil også gå en rum tid, før hun skal betale skat«. I hvor mange år har I råd til at køre med underskud, før I må lukke i Danmark?

»Det aner jeg ikke. Det kan jeg ikke svare på, men det, man kan sige, er, at det er vores ambition på et tidspunkt at betale skat, men det hænger altså sammen med vores investeringer«, fortæller Kristian Scheef Madsen, der ikke kan fortælle, hvornår McDonald's kommer til at betale. Ikke plads til skat Også Q8's kommunikationschef, Peter Christensen, oplyser, at investeringerne fylder så meget, at der siden 1996 ikke har været noget at give til skattevæsnet. Regeringen har netop præsenteret Folketinget for en plan med otte punkter, som skal være med til at øge kontrollen med de store selskaber. Et hovedpunkt er 10 nye centre landet over, som skal kontrollere, at selskaberne ikke bare flytter overskuddet ud af Danmark og til et land med en lavere selskabsskat. Venstres skatteordfører, Peter Christensen: »Vi er med på at give dette område stor fokus, men vi synes, at det er usagligt af Enhedslisten bare at påstå, at selskaberne gør noget ulovligt, fordi de ikke betaler skat. Det er simpelthen for usagligt«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her