Efter måneders tilløb ansatte det dansk-tyske rederi Scandlines i går en ny topchef. Den 49-årige Peter Grønlund, der kommer fra et job som direktør i SAS Cargo, skal manøvrere det splittede rederi videre i det sprængfarlige politiske farvand. Den kommende topboss i Scandlines har 28 år bag sig i det skandinaviske luftfartsselskab, men aldrig tidligere beskæftiget sig med færgefart. I SAS-kredse betegnes Peter Grønlunds syv år som direktør i SAS Cargo som 'succesrige'. »Vi har valgt den bedste mand. Han er ansat på baggrund af de resultater, som han har opnået«, siger næstformand i Scandlines' bestyrelse, Leif Juul Jørgensen, som ikke mener, at den manglende erfaring med færgefart spiller en stor rolle og ikke vil kommentere uroen blandt medarbejderne. »Der er masser af dygtige rederifolk i Scandlines«, siger Leif Juul Jørgensen. Han ønsker ikke at oplyse om det var en enig bestyrelse, der valgte Peter Grønlund som administrerende direktør. Medarbejdere tvivler Medarbejderne er dybt skeptiske over for valget af topchef. »Vi tager beslutningen til efterretning, men det er en stor opgave for en uden rederierfaring. Det kræver også politisk tæft at styre Scandlines«, siger maskinmester Peter Vindum, der er talsmand for de knap 1.500 danske medarbejdere i Scandlines. Frygt for selvmord Scandlines har haft en omtumlet tilværelse. På trods af fremgang med stadigt stigende passagertal, så har tyskerne ikke været tilfreds med den danske direktør Ole Rendbæk. I oktober forlod Rendbæk direktørjobbet, selv om han havde kontrakt frem til sommeren 2004. Kort før jul begik han efter alt at dømme selvmord. Hans bil blev fundet forladt midt på Øresundsbroen. »Jeg har personligt af Ole Rendbæk fået at vide, at han var stillet en direktørstilling i et større statsligt selskab i udsigt, hvis han forlod Scandlines«, siger Peter Vindum. Ifølge Politikens oplysninger var det direktørstillingen i Sund & Bælt eller næstformandposten i BaneDanmark (tidligere Banestyrelsen, red.), som var stillet ham i udsigt, men de job blev besat til anden side. Trafikminister Flemming Hansen (K) ønsker ikke at kommentere balladen om Scandlines, men har sendt følgende mail til Politiken: »Jeg er glad for, at bestyrelsen i Scandlines nu har valgt en ny administrerende direktør. Jeg er sikker på, at bestyrelsen har fundet en god og kompetent administrerende direktør til at stå i spidsen for driften af rederiet. Jeg noterer mig, at der også snart vil blive taget stilling til, hvem der skal bestride posten som finansdirektør i Scandlines. En kompetent direktion er af vital betydning for enhver virksomhed - også for Scandlines«. Klager fra medarbejdere De medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i Scandlines har gennem længere tid beklaget sig over, at de ikke fik alt bestyrelsesmaterialet. De vidste for eksempel ikke, hvem der blev ført samtaler med om direktørposten. I skriftligt svar til Socialdemokraternes trafikordfører, Poul Andersen, erkender trafikministeren, at han allerede i november blev præsenteret for bestyrelsens spidskandidat. På det tidspunkt vidste de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer ikke, hvem der var kandidater. »Medarbejderne skal have en ordentlig rolle i bestyrelsen. Jeg tvivler på, at det er i overensstemmelse med aktieselskabsloven. Jeg har en fornemmelse af, at der foregår ting og sager uden om bestyrelsen«, siger Poul Andersen. Tysk ledighedsprojekt Socialdemokraterne frygter, at Scandlines vil få karakter af et tysk ledighedsprojekt. »Vi har en gammel aftale om, at Scandlines skal børsnoteres. Det kunne sikre en forretningsmæssig drift, så der ikke blev taget politiske hensyn til for eksempel arbejdsløsheden i Tyskland. Men jeg ved snart ikke, om vi har en aftale længere. Nu skriver ministeren til mig, at der er løbende sonderinger. Det ser ud, som om staten mangler penge«, siger Poul Andersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























