Flysikkerhed under pres

Den øgede konkurrence svækker sikkerheden i luften. - Foto: AP
Den øgede konkurrence svækker sikkerheden i luften. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Fly, der rammes af lynnedslag og letter igen uden at blive undersøgt. Piloter, som overskrider den normale arbejdstid. Maskiner, der flyver for hurtigt eller har overvægt. Manglende indberetning af fejl. Stewardesser, som skal kontrollere, at piloterne ikke falder i søvn i cockpittet. Det er eksempler fra virkelighedens verden i luftrummet. Flere flyselskaber er så optaget af at sænke omkostningerne, at de også går på kompromis med sikkerhedsniveauet, fortæller en række piloter til Politiken. Konkurrence svækker sikkerhed Samtidig erkender de danske luftfartsmyndigheder nu for første gang, at den stigende konkurrence mellem selskaberne risikerer at svække sikkerheden for millioner af flypassagerer. »Vi hører historier, der kan være kompromitterende for sikkerheden. Både flyselskaberne og deres piloter er under pres, og det kan påvirke sikkerheden. Derfor er der grund til bekymring, hvis selskaberne presser citronen«, siger informationschef Thorbjørn Ancker, Statens Luftfartsvæsen. Ifølge luftfartsvæsenets oplysninger er det især de 'gamle' selskaber, der oplever et pres, som i yderste konsekvens kan føre til dårligere sikkerhed. Formanden for Dansk Pilotforening, Mogens Holgaard, er betænkelig ved udviklingen. »Flyvesikkerhed er en relativ størrelse, som bliver gradbøjet mere og mere. Det er kun et spørgsmål om tid, før det slår ud i statistikkerne. Det eneste, vi 'mangler', er lig på bordet«, siger Mogens Holgaard, der til daglig er pilot i SAS. Arbejder på fælles standard Flyselskaberne er underlagt luftfartsmyndighederne i det land, hvor de hører hjemme. EU har gennem snart 15 år forsøgt at finde en fælles standard for piloters arbejdstid. Men forgæves. Dermed er arbejdstiden et parameter i den skarpe konkurrence mellem selskaberne. Flyvechef Per Schrøder fra SAS afviser, at der eksisterer et truende sikkerhedsproblem, og at lavprisfænomenet trækker alle ned på et betænkeligt niveau: »Luftfartsbranchen i Vesteuropa er så gennemreguleret, at der ikke bliver gået på kompromis med sikkerheden. Dér, hvor vi sparer penge, er på andre områder som administration og rengøring. Vi har heller ingen grund til at tro, at der skulle være problemer med lavprisselskaberne, der os bekendt lever op til myndighedernes standard«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her