Statsrevisor dumper minister efter skandale på luftfartsskole

En flysimulator spiller en central rolle i sagen om Luftfartsskolens flyvske økonomi. Den tidligere direktør er mistænkt for at have brugt et firma og dets direktør som stråmand til at kanalisere skolens penge til sig selv
En flysimulator spiller en central rolle i sagen om Luftfartsskolens flyvske økonomi. Den tidligere direktør er mistænkt for at have brugt et firma og dets direktør som stråmand til at kanalisere skolens penge til sig selv
Lyt til artiklen

Undervisningsminister Ulla Tørnæs' (V) embedsmænd får nu varmet stolen godt op under deres minister. Deres svar på, hvordan ministeriet i årevis lod millioner af kroner flyve ud i den blå luft på statens skole for piloter og flymekanikere, Luftfartsskolen, er ifølge formanden for Statsrevisorerne så kritisabelt, at han vil bede om et nyt. Det sker ellers stort set aldrig. Minister svigtede tilsynspligt For fem måneder siden gav Folketingets statsrevisorer Ulla Tørnæs den alvorligste påtale for, at ministeriet fuldstændig svigtede sin tilsynspligt med skolen. Påtalen kom på baggrund af en beretning fra Rigsrevisionen om, hvordan skolen kunne oparbejde et underskud på knap 25 millioner kroner. Rigsrevisorerne konkluderede, at de eskalerende økonomiske underskud blev ignoreret, at tilsynet var utilfredsstillende, at regler blev brudt i en årrække og god sagsbehandlingsskik tilsidesat. Arrogant ministersvar Stats- og rigsrevisorerne holder øje med, at skatteydernes penge bruges korrekt og bedst muligt. Det er svaret på den kritik, som embedsmændene med Ulla Tørnæs i spidsen nu har svaret på. Et svar, som mildest talt overrasker statsrevisor Peder Larsen (SF). »Det er ganske usædvanligt, at vi får sådan et arrogant ministersvar. Embedsmændene synes jo ikke, der er noget galt. Hvis jeg skal sige det mildt, så er det her svar ikke konfliktløsende, men konfliktskabende. Vi har konstateret, at økonomistyringen på skolen var ad h ... til, og at ministeriet satte ikke en stopper for det« siger Peder Larsen. Pindehuggeri »Og så kommer ministeriets embedsmænd nu med noget juridisk pindehuggeri, hvor de ikke forholder sig til det reelle, men i stedet taler om 'rummeligheden af tilsynet'. Det kan statsrevisorerne ikke bruge til noget, for det er ikke det, vi beder dem tage stilling til«, siger Peder Larsen: »Min indstilling er, at ministeren får en chance mere, så hun kan komme med et nyt svar. Og det sker yderst sjældent«. Undervisningsministeriets husjurister mener heller ikke, at der er grund til tjenstlige undersøgelser eller tilrettevisninger mod chefer i ministeriet, da vurderingen er, at de ikke har begået tjenesteforseelser. Og den vurdering tager Ulla Tørnæs indtil videre til efterretning. Hun har bedt Kammeradvokaten bedømme den vurdering. Peder Larsens kritik af svaret overrasker Ulla Tørnæs. »Jeg var helt klart af den opfattelse, at vi har svaret på det, vi blev bedt om. Derfor kommer det noget bag på mig, det han siger. Jeg vil gerne have mulighed for at se, hvad han begrunder det i, før jeg overhovedet kommenterer det. Jeg går ud fra, at han sender mig et brev om det«, siger hun. Ulla Tørnæs har siden Rigsrevisionens beretning sat forskellige procedurer i gang i ministeriet, så der ikke kommer en lignende sag igen. Kammeradvokaten skal også tage stilling til, om der er grundlag for en erstatningssag mod skolens tidligere bestyrelse og ledelse for flere års milliontab. I forvejen undersøger Bagmandspolitiet sagen. Prøver at sælge pilotuddannelse Luftfartsskolen er i dag en del af Teknisk ErhvervsskoleCenter, som forsøger at sælge pilotuddannelsen. »Hvis vi får den solgt, vil afklaringen ligge i løbet af 14 dage«, siger direktør Leif Bille. Udgangspunktet var oprindelig, at skolen skulle kunne løbe rundt i sig selv, men på grund af krisen i luftfartsbranchen og pilotfyringer er det ikke muligt. »Så enten sælger vi den, eller også afvikler vi den«, siger Leif Bille.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her