Stor Bilka i Fields er måske ulovlig

Foto: Mottlau Michael
Foto: Mottlau Michael
Lyt til artiklen

Advokat for De Samvirkende Købmænd Jan Jørgensen vil en af de kommende dage besøge det 12.000 kvadratmeter store Bilka One Stop-lavprisvarehus i Field's-centeret på Amager. Men han tager ikke derud for at handle. I stedet skal han samle dokumentation til en kommende retssag i Østre Landsret mod Naturklagenævnet. Stormagasin eller selvstændige butikker Så selv om Field's i dag fejrer åbningen af Skandinaviens største shoppingcenter, risikerer et stort trækplaster - Bilka - om et par år at blive erklæret ulovligt og strid med lokalplanen for Københavns Kommune. Forud er gået et fnidret forløb, som grundlæggende handler om definitionen af et 'stormagasin'. Især om man kan definere den enorme Bilka One Stop, en Hennes & Mouritz-butik og det 8.000 kvadratmeter store engelske stormagasin Debenhams som ét samlet 'stormagasin', eller om der er tale om selvstændige butikker uden nogen sammenhæng overhovedet. Auken sagde nej De Samvirkende Købmænd mener, at Bilka i Field's i realiteten er en omgåelse af daværende miljøminister Svend Aukens (S) forbud mod lavprisvarehuse i Ørestaden. Derfor sagsøger købmændene nu Naturklagenævnet, fordi nævnet i december med dommerstemmerne seks mod fire, blåstemplede butiksprojektet på Amager. »Jeg er frustreret over denne sag og mener ærlig talt, den lugter fælt«, siger Jan Jørgensen. Da Svend Auken i sin tid forbød opførelsen af gigantiske lavprisvarehuse i Ørestaden, tillod man samtidig et såkaldt 'stormagasin' i Field's på 25.000 kvadratmeter, som en slags erstatning for det lukkede Daells Varehus i Nørregade i København. I tilladelsen hed det også, at stormagasinet gerne måtte sælge dagligvarer. »Men ændringen i lokalplanen fra et lavprisvarehus til et stormagasin har alene været ord på papir. Stormagasinet findes ikke på Field's' hjemmeside, og det har ikke et selvstændigt navn. Bilka er derimod ret let at finde«, siger Jan Jørgensen. Da Naturklagenævnet behandlede sagen, godkendte flertallet det såkaldte 'stormagasin' med følgende begrundelse: »Da det må lægges til grund, at det ikke er en realistisk mulighed (...) at der etableres et stormagasin i traditionel forstand, må det accepteres, at begrebet anvendes med en ændret betydning, bl.a. med hensyn til dagligvarers andel af omsætningen«. Derimod sagde et mindretal, at »det foreliggende projekt rummer så store afvigelser fra, hvad der kan betegnes som et stormagasin, at det ikke kan etableres«. Svend Auken føler i dag, at han er blevet taget ved næsen, hvis man har misbrugt betegnelsen 'stormagasin' til at omgå reglen om et forbud mod lavprisvarehuse. »Hvis det er rigtigt, at der slet ikke er noget stormagasin, så er det oplagt i modstrid med de forudsætninger, der lå til grund for tilladelsen i sin tid«, siger Auken. Bilka har før tabt Købmændenes advokat, Jan Jørgensen, siger, at selv om de vinder sagen i landsretten, skal sagen sandsynligvis forbi Højesteret, inden sagen er endeligt afgjort. Dermed vil der formentlig gå to-tre år. »Men vi forventer faktisk, at Bilka lukker, hvis vi vinder«, siger han. Derimod er informationschefen for Dansk Supermarked, Poul Guldborg, ikke bekymret over den kommende retssag. »Vi er bare lejere i Field's. Derfor ønsker vi heller ikke at forholde os til hypotetiske udfald af en mulig retssag«, siger han. Købmændene har tidligere vundet en landsretssag over Naturklagenævnet vedrørende Bilka i Horsens. Den sag venter imidlertid på at blive afgjort af Højesteret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her