Lungesvigt, en sjælden muskelsygdom og anormale blødninger på 22 patienter i USA, Canada og England får nu den amerikanske forbrugerorganisation Public Citizen til at kræve, at den kolesterolsænkende medicin Crestor bliver taget af markedet. Udfyldte tomrum efter mavesårsmedicin Crestor er det ene ud af to meget vigtige produkter for medicinalvirksomheden AstraZeneca til at udfylde tomrummet efter mavesårsmedicinen Losec, som, indtil kopiselskaberne fik plads på banen, var verdens bedst sælgende lægemiddel. Allerede inden Crestor kom på det amerikanske marked, advarede Public Citizen mod alvorlige bivirkninger. »Den nye information bekræfter disse bekymringer og understreger behovet for at forbyde denne medicin«, slutter brevet til de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA. Kritikken overrasker ikke Stig Waldorff, som er medicinsk direktør i AstraZeneca i Danmark. »De var også vældig kritiske, før vi kom på banen, så det er ikke overraskende, at de stadig er det. Vi kender ikke til de cases, som de omtaler, så jeg kan ikke udtale mig om dem. Alle statiner (medicin mod forhøjet kolesterol, red.) har jo potentielt den bivirkningsrisiko, og Crestor adskiller sig ikke i bivirkningsprofilen fra konkurrenterne - men vi har ikke set det i vores studier«. For Mats Lindberg, som er lægemiddelkonsulent i Sønderjyllands Amt, er der grund til at lytte til advarslerne fra Public Citizen. To år før et andet, tilsvarende produkt blev taget af markedet på grund af bivirkningerne, havde forbrugerorganisationen advaret mod det. Læge: Brug alternativ De amtslige lægemiddelkonsulenter kan rådgive de praktiserende læger om medicin, og selv om Mats Lindberg ikke mener, at beviserne for alvorlige bivirkninger ved Crestor er så veldokumenterede, at det bør tages af markedet, så anbefaler han alligevel lægerne at udskrive et andet præparat til ni ud af ti patienter, fordi det er bedre dokumenteret, hvad angår risiko for blodprop i hjertet. Det er ikke første gang, Crestor møder alvorlig kritik. For et halvt år siden skrev det anerkendte lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet i en opsigtsvækkende artikel: »Siden der ikke er pålidelige data om virkningen og sikkerheden - og AstraZeneca står over for usædvanlig akut kommercielt pres til at tvinge rosuvastatin (Crestor, red.) ind på markedet - burde læger stoppe op, før de udskriver medicinen. AstraZeneca har presset sin marketingsmaskine for hårdt og for hurtigt«, lød det. Baggrunden var, at The Lancets redaktør mente, at studierne af sikkerheden og virkningen ved Crestor og den markedsføring, som der var af medicinen, var under al kritik. Men ifølge Stig Waldorff havde AstraZeneca den dokumentation, som myndighederne kræver for en godkendelse. »Og betydeligt mere, end hvad vores konkurrenter havde, da de gik på markedet. I øvrigt tager The Lancet et sprogbrug fra et investormøde og tolker det medicinsk, og det er ikke voldsomt meningsfyldt«, siger han. Vigtig for økonomien AstraZeneca fik markedsføringstilladelse 24. marts sidste år, og 1. oktober havde Crestor solgt for godt en million kroner i Danmark, viser de seneste tal. Det er ikke et hvilket som helst produkt, AstraZeneca kritiseres for. »Crestor betyder vældig meget og er vældig vigtigt for AstraZeneca«, siger Lars Hevring, som er aktieanalytiker hos Enskilda Securities i Stockholm. Men ifølge Lars Hevring er kritikken forventelig: »Produkter til vældig store anvendelsesområder vil altid møde kritik. Det, der kan forandre noget, er, hvis bivirkningsprofilen viser sig at være anderledes end det, man har sagt. Dels i registreringsstudiet og efter lanceringen«, siger han. Heller ikke aktieanalytiker Thomas Tscherning fra investeringsforeningen BankInvest tror, at kritikken for alvor får betydning for AstraZenecas salg af Crestor: »Jeg tror ikke, der er det store grundlag for, at FDA skulle trække Crestor tilbage, og det er det, som ville få effekt på salget. Forbrugergrupperne i USA har godt nok større indflydelse, end de har herhjemme, men der skulle meget mere til. En helt anden bivirkningsprofil, for eksempel«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























