Butikkernes gule skilte med teksten OPHØRSUDSALG er ikke en garanti for lavere priser. Mange butikker holder nemlig 'ophørsudsalg' i årevis uden nogensinde at høre op. Men selv om det er ulovligt, slipper butiksejerne som oftest uden straf. For Forbrugerstyrelsen, der overvåger området, mener ikke, at problemet med falske ophørsudslag er særlig omfattende. Virker som magi Det mener brancheforeningen Dansk Textil Union til gengæld. »Ordet 'ophørsudsalg' har en magisk indflydelse på forbrugerne. Vi lever jo desværre i et discountland, hvor alle elsker det, der er billigt, og derfor er det også nemt at snyde forbrugerne«, siger chefkonsulent Leif Bernth fra Dansk Textil Union. Ifølge markedsføringsloven må butikker ikke bestille varer hjem, hvis de holder ophørsudsalg. Kun hvis varerne er bestilt, inden ophøret bliver annonceret, må varelageret fyldes op. Men loven håndhæves ikke og er heller ikke stram nok, mener både Dansk Textil Union og brancheforeningen for Orientalske Tæpper. »Det er et kæmpe problem. Nogle tæppeforretninger snyder kunderne ved at have ophørsudsalg i årevis. Vi har gjort alt, vi kan, for at stoppe det, men myndighederne gør ikke noget«, siger formand Kjeld Ottosen. De seneste ti år har brancheforeningen anmeldt mellem 50 og 70 butikker for vildledende ophørsudsalg. Men Kjeld Ottosen har efterhånden givet op, fordi anmeldelserne ikke får nogen konsekvens for butiksejerne. Et ægte ophør Eksempelvis fortæller han om en tæppeforretning i Århus, der har haft ophørsudsalg adskillige gange i træk, uden at myndighederne har grebet ind. Butikken har i denne omgang haft ophørsudsalg siden november, men indehaveren af forretningen Rezvani Tæpper, Sifollah Rezvani, siger, at der skam er tale om ægte ophør. Han er snart 60 år og gider ikke være i branchen mere, siger han og lover, at hans butik bliver lukket definitivt i april eller maj. »Beskyldningerne skyldes, at andre tæppehandlere er misundelige på min succes. Jeg har haft tocifret millionsalg i mange år. Men jeg vil skrive under på, at jeg ikke har gjort noget ulovligt«, siger han. Kun få sager behandles Forbrugerombudsmanden behandler under fem sager om ophørsudsalg om året, og ifølge Carsten Strøjer, som er jurist hos Forbrugerombudsmanden er problemet ikke så omfattende mere. »Det skyldes den vejledning, som Forbrugerstyrelsen sender ud, og at forbrugerne efterhånden er blevet opmærksomme på, at der er grænser for, hvor lang tid en butik kan holde ophørsudsalg«, siger han. Men ifølge brancheforeningerne er det reelle problem langt større end den håndfuld sager, som Forbrugerombudsmanden behandler. »Det er et problem at bevise ulovlighederne, og politiet har ikke særlig stor interesse i at gribe ind. Derfor kan vi ikke gøre så meget andet end at påtale det over for butikkerne«, siger Leif Bernth fra Dansk Textil Union. De vildledende udsalg forarger også foreningen Danmarks Aktive Forbrugere. »Det er ganske simpelt noget svineri. Man lover jo folk noget uden at indfri deres forventninger. Jeg forstår slet ikke, at virksomheder, der gør sådan, kan være sig selv bekendt. De lyver jo over for forbrugerne«, siger kampagneleder Jeppe Juul.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Iøjnefaldende detalje ved Ruslands angreb: Hvad skete der med megadyre missil nr. 2?
-
Kronprins Haakon: Mette-Marit er alvorligt syg
-
Trump har indledt ugen på den noget nær dårligste måde
-
17 gode elbiler til under 150.000 kroner: Den har fået et skidt ry, men den er stadig en af de allerbedste elbiler nogensinde. Punktum
-
Vingegaard fik ønsket om at vinde i lyserødt opfyldt efter suveræn solokørsel
-
Det begyndte som en effektiv kommunikationsstrategi, men LA’s succes har en pris
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Andreas Steffensen
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Kirsten Gunvor Løth og og Martin Kragballe Rasmussen
Kronik af Anja Svejgaard Pors, Irina Papazu og Morten Hjelholt




























