Brintbilerne kommer

Her kommer en brintbil uden forurening. - Foto: Morten Langkilde
Her kommer en brintbil uden forurening. - Foto: Morten Langkilde
Lyt til artiklen

På en dag, hvor benzin koster over ni kroner literen, hvor prisen på råolie runder 40 dollar tønden, og hvor der indløber nye modbydelige billeder fra Mellemøsten, så kan det være fristende at drømme om en bil, der kører på andet end benzin. Brint for eksempel. En stille bil med automatgear Drømmen blev meget konkret på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby, hvor GM/Opel gav prøveture i en almindelig Opel med et usædvanligt indre. En kort rundtur viser, at forsøgsbilen HydroGen3 fungerer som en stille udgave af en bil med automatgear. Den mest synlige forskel er, at der drypper vand ud af udstødningsrøret. HydroGen3 har en brinttank under det bageste sæde. Med nogle klik fra den kompakte motor foran føres flydende brint ind i en brændselscelle. Det er et elektrokemisk apparat, der udnytter brinten til produktion af el, varme og vand. Strømmen trækker en motor og dermed bilen, der accelererer fint og skyder en maksimal hastighed på 160 kilometer i timen. »Det er rigeligt til at miste kørekortet«, konstaterer trafikminister Flemming Hansen (K) efter at have nydt en tur bag rattet. Han kalder det fantastisk spændende at se ind i fremtiden. »Og der er ingen tvivl om, at det bliver fremtiden«, siger Flemming Hansen, der ikke havde nye statslige initiativer med til Lyngby - for eksempel i retning af at sikre et netværk af brintstationer. GM/Opel har til sin pr- og testtur Europa rundt selv medbragt en lastbil med brint, men en række byer har bygget tanke til et EU-projekt med busser. Masseproduktion? Og bilfabrikkerne tror efterhånden på, at kombinationen af brændselsceller og brint bliver fremtiden. Lars Peter Thiesen fra Opel forventer, at 2010 kan blive starten på en satsning på brændselsceller. Samme optimistiske melding fik Politiken for nylig hos verdens største producent af brændselsceller, canadiske Ballard Power Systems. Omkring 2010 vil GM/Opels økonomiske analyser vise, om det kan betale sig at starte masseproduktion af forureningsfrie biler: altså over en million biler om året. »Hvis det ikke er profitabelt, vil vi ikke gøre det«, siger Lars Peter Thiesen. Han skønner, at prisen per bil stadig er ti gange over det ønskelige, men GM/Opel forventer at kunne presse prisen ned. Selv om brintbilerne kører, så er der stadig udfordringer: Skal brinten lagres flydende eller som luft under højt tryk? Brinten mangler Der er også muligheder for at gøre cellerne mere smarte. Både Ballard og GM/Opel laver energi til bilerne ved 80 grader, men DTU-forskere er langt fremme med celler, der virker ved 200 grader. Og så er der det helt store spørgsmål. Skal brinten hentes ud af kul, olie, naturgas eller biomasse - eller ud af vand ved hjælp af el: »Vi har brintbilerne, men vi har ikke noget brint. Udfordringen er at skabe en bæredygtig brintproduktion«, siger civilingeniør Kåre Press-Kristensen, DTU.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her