Regeringens planer om at nedlægge Arbejdsformidlingerne (AF) og lade kommunerne få eneret på at formidle job til arbejdsløse møder voksende modstand. Regeringens idé er at skabe et enstrenget system med jobcentre i hver enkelt kommune. Den kommende kommunalreform ventes at skære antallet af kommuner ned til omkring 100. En af landets markante arbejdsgivere går nu midt under de politiske forhandlinger på Christiansborg skarpt i rette med regeringens idé. Pressalits direktør, Dan Boyter, er dybt bekymret over udsigten til, at arbejdsformidling bliver et rent kommunalt anliggende og har meget svært ved at se det enkle i forslaget. 400 medarbejdere fra 14 kommuner »Jeg er selv leder af en mellemstor virksomhed, og en hurtig opgørelse viser, at de 400 medarbejdere i dag bor i 14 forskellige kommuner. Den kommende kommunalreform vil muligvis halvere det tal, så vi kan se frem til at skulle samarbejde med seks til syv forskellige kommuner om beskæftigelsesindsatsen - vel næppe hvad man kan kalde for et enstrenget system? Og hver kommune vil med garanti have sin egne prioriteringer og måder at organisere indsatsen på«, siger Dan Boyter, der ud over at drive vss-virksomheden Pressalit i midtjyske Ry også er formand for det regionale arbejdsmarkedsråd i Århus med ansvar for den regionale indsats mod arbejdsløshed. I forvejen har Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og LO taget afstand fra planerne om en kommunal arbejdsformidling. »En organisering baseret på kommunegrænser vil betyde, at mobiliteten på arbejdsmarkedet begrænses og ikke fremmes«, skriver DA i et høringssvar til regeringen, og fortsætter: Ringe effekt af kommuners indsats »Effekterne af kommunernes beskæftigelsesindsats er ringe. Hensynet til virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft må forventes at blive nedprioriteret betydeligt«. Regeringen sigter på at skabe storkommuner med 30.000 indbyggere. DA har analyseret de kommuner, der har mindst så mange i dag. Næsten 40 procent af de beskæftigede, dér arbejder uden for disse storkommuner og ville altså ikke skulle betjenes af det jobcenter, hvor deres arbejdsplads ligger, hvis de blev fyret. »Med den globalisering, som vi står i, skal vi sikre, at vi kan få ansatte på tværs af landet og på længere sigt også fra udlandet. Det er meget gammeldags at lægge det hele i kommunerne«, siger Dan Boyter, der hellere ser statslig jobformidling. »Hvis indsatsen mod arbejdsløshed bliver delt op i 100 forskellige kommuner, så bliver det svært for regeringen at styre en samlet national indsats«, siger han. Flere forsøg i gang Der er i øjeblikket en stribe forsøg i gang, som går ud på at kortlægge, hvordan ledige bedst kommer i arbejde. »I Århusområdet forsøger vi at løse problemet med at få indvandrere i arbejde gennem et fælles center i Gellerupplanen. Centret skal finde job i industrien, som er en god måde at få dem i arbejde på, men de job findes ikke lokalt, men skal måske findes 20 til 30 kilometer væk. Det bliver svært, hvis der laves kommunale jobcentre. De vil tænke lokalt, uanset hvilket lovgivning, der er«, siger Dan Boyter. Minister afviser kritikken Kritikken bider ikke på beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), der peger på, at jobcentrene har en interesse i at skaffe job også uden for lokalområdet. »Vi foreslår ikke et kommunalt system eller et statsligt system, men et helt nyt system, hvor vi prøver at forene det bedste fra de to systemer. Kommunerne er gode til at lægge handleplaner for mennesker, der har andre problemer end lige mangel på arbejde. Det er Arbejdsformidlingen ikke særligt gode til. AF er gode til flaskehalse, mangel på arbejdskraft og så videre«, siger ministeren. Han peger på de kommende 100 jobcentre kobles sammen i et fælles edb-system, så jobcentret i Ry kan anvise job i Rødovre og Rønne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























