Da Richard Grasso i september sidste år blev fyret - eller sagde op - fra stillingen som chef for aktiebørsen i New York, var det ikke så meget hans årsløn på 8,5 millioner kroner, der vakte opsigt. Umulig at overse var derimod Grassos 'gyldne faldskærm', en gratiale- og pensionspakke på 861 millioner kroner. Nu har chefanklager og justitsminister i staten New York Eliot Spitzer anlagt sag ved statens højesteret for at få Richard Grasso til at slippe størstedelen af pakken. Han mener, at det drejer sig om »urimeligt store« summer, der ikke stod i forhold til »udførte tjenester«. Forleden reagerede Richard Grasso ved i et debatindlæg i Wall Street Journal at bebude et sagsanlæg mod NYSE, som angiveligt skylder ham yderligere 48 millioner dollar (295 millioner kroner). Ifølge Grasso er der tale om et gratiale, han tilbød at give afkald på i et forsøg på at redde sit job. Dette tilbud bortfaldt med fyringen, hævder han. Grasso truer med injuriesag Grasso har også truet med at anlægge injuriesag mod John S. Reed, der midlertidigt tog over som formand for børsen, og som iværksatte en intern undersøgelse af og rapport om sagen. Ifølge Grasso har Reed udspredt rygter om ham i pressen. Richard Grasso har hyret en af landets bedste advokater til at føre sagerne for sig og er i øvrigt straks gået i offensiven ved at drage chefanklager Elot Spitzers motiver i tvivl: Manden er politiker, har ambitioner om at blive guvernør for staten New York og har sjovt nok ikke medtaget sin Demokratiske partifælle H. Carl McCall, som på tidpunktet for fyringen af Grasso var ordførende direktør for NYSE, i anklageskriftet. Finansverdenens topper skal eventuelt vidne Vidner i en eventuel retssag vil i givet fald blive nogle af USA's finansverdens absolutte topfolk, som alle har beklædt poster i NYSE's bestyrelse eller i børsens 'kompensationsudvalg'. Det drejer sig blandt andet om de administrerende direktører for Goldman Sachs, J.P. Morgan Chase, Lehman Brothers og Merrill Lynch, for ikke at tale om Ford Motor, Viacom, TimeWarner og DaimlerChrysler. Dertil kommer offentlige personligheder som Madeleine Albright, udenrigsminister under Bill Clinton. Stenrige vidner Problemet for anklager Spitzer er, om medlemmerne af denne gruppe, som bortset fra Albright selv høster årlige direktørgratialer på gennemsnitlig 177 millioner kroner, vil mene, at Richard Grassos gratiale- og pensionspakke nu også var urimeligt stor. Umiddelbart skulle det dog forekomme sværere for Richard Grasso at trække ekstra 48 millioner dollar ud af børsen end for Spitzer at få Grasso til at tilbagebetale i hvert fald 100 millioner dollar af den gyldne pakke på 139,5 millioner dollar. Imidlertid tager NYSE kravet fra Grasso så alvorligt, at bestyrelsen har afsat 36 millioner dollar til at dække det. Richard Grasso har selv offentligt tilkendegivet, at hvad han måtte få tilkendt i sin bebudede sag mod NYSE vil gå til »velgørende formål«. Men dels kan der gå flere år, før sagerne kommer til dom eller forliges, og dels er det et spørgsmål, om der vil være meget tilovers, når advokaterne har taget sig betalt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Da Pia Olsen Dyhr indtog talerstolen, kunne man tydeligt høre, at noget er i gære på Marienborg
-
Da jeg slettede Instagram, stod jeg pludselig med et uforudset problem
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























