Kommunal jobformidling rykker nærmere

Lyt til artiklen

Retten til at formidle job til arbejdsløse har været et af de centrale stridspunkter mellem regeringen og Socialdemokraterne i forhandlingerne om en reform af det kommunale landkort. Regeringen har spillet ud med, at fremtidens storkommuner får ansvaret for alle typer arbejdsløse i et enstrenget system. Kommunerne skal anvise job, uanset om det er til a-kassemedlemmer, kontanthjælpsmodtagere eller mennesker der på anden måde er afhængige af offentlig hjælp. I øjeblikket har staten gennem arbejdsformidlingen (AF) ansvaret for de arbejdsløshedsforsikrede. Det system vil oppositionen beholde. Tæt på enighed Ifølge pålidelige kilder var regeringen og Dansk Folkeparti sent onsdag enige om at forsøge sig med det enstrengede system i 20 større kommuner. Regeringen har til det sidste ønsket at bløde denne omtålelige del af strukturreformen op med en hensigtserklæring om at indføre et enstrenget system, men Dansk Folkeparti har stået fast på, at forsøgene skal begynde samtidig med, at kommunalreformen træder i kraft i 2007. Regeringspartiet Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, bekræfter, at den enstrengede model ikke bliver gennemført i alle landets kommuner på en gang. »Pilotforsøg i 20 større kommuner er en af modellerne, som vi arbejder med, men det er ikke endeligt afklaret. Det er en god idé med en forsøgsordning. Jeg er tilhænger af, at vi prøver nogle ting af«, siger Jens Vibjerg. Regeringen var i sidste uge ifølge Politikens oplysninger enige med Socialdemokraterne og de radikale om at samle jobformidlingen i lokale jobcentre, så de arbejdsløse 'kun skulle gå ind ad en dør'. Medarbejderne fra AF-systemet og de kommunale jobformidlere skulle populært sagt dele adresse, erfaringer og viden, men ansvaret for de forsikrede arbejdsløse skulle forblive hos staten, og kommunerne skulle tage sig af kontanthjælpsmodtagerne. Jobformidlingen en knast En alvorlig knast var imidlertid, at regeringen og Dansk Folkeparti ville gå lidt videre og forsøgsvis give 20 større kommuner ansvaret for hele jobformidlingen. LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har hele tiden været stærkt kritisk over for at lade kommunerne overtage beskæftigelsespolitikken. »20 større kommuner udgør 30-40 procent af arbejdsmarkedet, så der er ikke tale om forsøg, men om at indføre et parallelt system. Vi er bekymret for kommunaliseringen, hvor beskæftigelsespolitikken bliver opdelt i 100 delarbejdsmarkeder«, siger sekretariatschef Finn Larsen fra LO. I A-kassernes Samvirke er sekretariatschef Torben Dam Jensen nervøs for, at indsatsen for at få ledige i job bliver fragmenteret. »Der er behov for statslig styring af arbejdsløshedsbekæmpelsen. Beskæftigelsespolitikken er et nationalt problem, som ikke kan løses af kommunerne hver for sig«, siger han. Torben Dam Jensen peger på Nordjylland, hvor industrivirksomheden Flextronics netop har måttet give op med 1.000 fyresedler som konsekvens. Også slagteriets Danish Crowns afdeling i Nørresundby lukker, og Frederikshavn er stadig præget af lukningen af skibsværfterne. »Hvordan skal man for eksempel gennemføre en samlet indsats i Nordjylland, hvis indsatsen er opdelt på et stort antal kommuner, selv om kommunerne bliver større, så bliver der jo fortsat et stort antal kommuner. En samlet indsats kræver, at der sidder nogen overordnet og prioriterer ressourcerne«, siger Torben Dam Jensen, der forudser, at kravet om planlægning vokser. Flere arbejdspladser rykker østpå »I løbet af de kommende år vil flere arbejdspladser rykke ud af landet til Østeuropa og Østen. De, der mister jobbet, kan ikke regne med at finde arbejde i samme brancher, så der skal lægges en plan for at få dem over i andre fag«, siger han. Dansk Folkeparti har presset hårdt på for at få gennemført pilotforsøgene med fuldt kommunalt ansvar for jobformidlingen. »Jeg tror ikke, at den kommunale jobformidling betyder, at man mister overblikket. Det vil jo være muligt at anvise job i hele landet. Arbejdsformidlingerne har jo heller ikke overalt fungeret lige godt«, siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted (DF).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her