Investeringsforeninger tvinges til skattetænkning

Lyt til artiklen

Den måde, private investorer bliver beskattet af aktieafkast på, spænder reelt ben for, at de samme investorer får mest muligt ud af deres opsparing i en investeringsforening. Porteføljemanageren, der skal få pengene til at yngle, prøver nemlig at undgå at 'straffe' opsparerne skattemæssigt, når han investerer. Og dermed risikerer han at forringe afkastet, mener analysechef Sten Blindkilde fra firmaet Morningstar, der analyserer investeringsforeninger. »Foreningerne handler aktier afhængigt af, hvornår det passer bedst skattemæssigt - og det er ikke den optimale måde at investere på«, siger Sten Blindkilde. Problematisk regel Synderen er især den regel, der siger, at fortjenesten ved et aktiesalg er skattefrit efter tre års ejerskab. Den betyder, at en investeringsforening helst holder på sine aktier i tre år - selv om der kunne være fordele ved at sælge inden da. Men foreningen kan få brug for at skaffe kontanter til medlemmer af foreningen, der sælger deres investeringsbeviser. Og så kan porteføljemanageren blive tvunget til at sælge aktier, der udløser beskatning af udbyttet for alle medlemmer. Skattereglernes store betydning illustreres tydeligt i en statistik, som brancheorganisationen InvesteringsForeningsRådet (IFR) netop har lanceret. Den viser forskellen på de enkelte investeringsafdelingers afkast før og efter skat. Her kan man se, at to afdelinger med identisk afkast før skat kan ende på helt forskellige beløb efter skat. »Det skyldes typisk, at der er handlet på forskellig måde i de to afdelinger. Og så kommer medlemmer i den ene afdeling til at betale mere i skat end i den anden«, siger IFR's direktør Claus Jørgensen. Råd arbejder for en forenkling IFR har længe arbejdet for en forenkling af reglerne for den måde, man beskatter private investorers afkast på aktier. Både fordi reglerne kan hæmme investeringsstrategien i foreningerne, og fordi de er uigennemskuelige for almindelige mennesker. »Det vil give tryghed og få brugen af opsparingsprodukter til at stige, hvis skattereglerne var mere enkle«, siger Claus Jørgensen. Skatteminister Svend Erik Hovmand (V) er ikke at træffe i sin ferie, men i ministeriet oplyses det, at en forenkling ikke er på trapperne. Mange hensyn Der er mange hensyn at tage - blandt andet, at en fjernelse af tre års reglen vil betyde, at flere småinvestorer end i dag kommer til at betale skat af deres fortjeneste, lyder forklaringen. IFR's mål er, at den nye statistik kan give et overblik over, hvilke afdelinger, der passer bedst til den skattemæssige situation, man befinder sig i. Men afkastene efter skat kan ikke umiddelbart overføres på den enkeltes økonomi, fordi de er baseret på et sæt generelle forudsætninger om eksempelvis formuens størrelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her