Uenighed om opsvingets holdbarhed

Lyt til artiklen

Danskerne får råd til lidt mere til næste år: Flere kommer i arbejde, flere knitrende hundredkronesedler vil og skal drive det økonomiske opsving, som vil tage fart, i takt med at Europas vækst kommer i gang. Sådan lyder det nogenlunde samstemmende fra mange økonomer i øjeblikket med mindre variationer over temaet. Men det er en skråsikkerhed, der stikker blår i øjnene på danskerne, mener Jakob Brøchner Madsen, professor i økonomi ved Københavns Universitet. »Der er noget helt rivravruskende galt. Vi ser nogle store bobler, og hvis de brister, er der ingen backup. Huspriser og aktiekurser er helt ude af proportion. Og det går galt. Men jeg ved ikke hvornår. Men det går galt. Det hele ser dårligt ud for Familien Danmark«, siger han. Han tror på ingen måde på økonomisk opsving det kommende år. Tværtimod. Økonomien har det kun overfladisk set godt, det fundamentale er ikke i orden. »Opsvinget kommer ikke. Arbejdsløsheden vil gå op, måske knap 1 procentpoint. Det betyder, at vi ikke får nogen indkomststigning, der kan mærkes - slet ikke, når der tages hensyn til dem, der bliver ramt af stigende arbejdsløshed«, siger han. Dermed går han stik imod mange af sine kolleger, i en tid hvor de fleste økonomer logrer med halen. Men ifølge Jakob Brøchner Madsen har vi allerede set de positive takter, der vil komme: Aktierne er overvurderede, og både renter og oliepriser har været historisk lave. Olieprisen er allerede nu steget, og den amerikanske toneangivende rente har fået det først nøk op. »Renten kommer op. Det kan godt være med et par procentpoint, og historisk set kan det godt gå stærkt«, siger han. Kombinationen af overvurderede aktiekurser, høje energipriser og særlig rentestigninger kan være en skrap cocktail for de danske boligejere, der internationalt set sidder stramt i det: I forhold til indtægten har danskerne meget høj gæld. »Husholdningerne bliver meget følsomme over for rentestigninger - særlig dem, der har fået hus for nylig«, forklarer han. Det hænger blandt andet sammen med, at huspriserne er tredoblet siden 1993. »Jeg ved godt, at det lyder groft, men folk kan ikke få det stort og dyrt nok. Mange har gæld på fire-fem gange deres indkomst. Der er nogen, der skulle have tænkt sig bedre om«, siger han. Mere optimisme Sådan udlægger Thomas V. Pedersen, økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ikke tallene, når han fremskriver Danmark et år ud i fremtiden. Selv om han ikke hører til de mest optimistiske blandt økonomerne, har han fundamentalt langt mere tillid til udviklingen: »Der er ingen tvivl om, at væksten er her og vil blive bedre. Allerede i år vil forbruget stige ganske pænt, og det samme til næste år. Man vil føle sig rigere, og flere får en indkomststigning, fordi de går fra ledighed til job«, siger Thomas V. Pedersen. Han skyder på, at den danske økonomi vil vokse med cirka 2 procent i år og vise pæne vækstrater i 2005. Europa, der ellers har sakket langt bag efter USA, vil endelig økonomisk set være kommet op på den store klinge - til gavn for både erhvervsliv, samfundsøkonomi og den enkelte dansker. »Mange af regeringens tiltag (forårspakkens skattelettelser og mindre pensionsbidrag, red.) vil først få fuld effekt næste år, fordi der går noget tid, inden folk forbruger. Og når man ser, at det går bedre, forsvinder opsparingstilbøjeligheden«, siger han. Endnu er der ingen tegn på de negative effekter, der ofte følger med et opsving. Det kan være flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet eller overophedning af økonomien, som kan opstå, hvis der bliver mangel på arbejdskraft. Så kan lønningerne stige så meget, at det presser virksomhederne til at sætte deres priser op. Det skaber inflation - altså at pengene er mindre værd. »Det er ikke realistisk på denne horisont. Der skal være flere år med højkonjunktur, før der kan opstå flaskehalse. Renten vil muligvis blive justeret lidt opad, men det er mere en følge af, at det går fremad«, siger Thomas V. Pedersen, der lægger sig på linje med en række bankøkonomer. Så opsvinget er gratis? »Ja, for hele Europa er nede at bunde. Vi har lidt under, at vi har ligget underdrejet i flere år«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her