En energidrik med tilsatte vitaminer er en succes hos unge i nattelivet. Shark var den første berigede fødevare, der kom gennem nåleøjet i Danmark. Den blev godkendt i maj, og siden er salgskurven gået støt opad for produktet, der indeholder seks vitaminer og mineraler samt dobbelt så meget sukker som en sodavand. Shark minder om den omstridte drik Red Bull, der kritiseres for at skabe afhængighed. »Salget går strygende. Vi har ansat ekstra sælgere for at følge med efterspørgslen«, siger Lars Faber, direktør hos importøren Shark Danmark. Han sælger Shark til diskoteker, caféer, barer, hoteller og tankstationer. Faber forhandler med kioskkæden 7-Eleven og supermarkeder om at levere vitamin- og sukkerbomben. I Aalborg har unge smag for den nye drik. En af Lars Fabers store kunder er byens restaurationsgruppe, der står bag ni barer og diskoteker i den kendte Jomfru Ane Gade, hvor unge fester i weekenden. »Det er en rigtig god vare«, siger gruppens souschef Lars Juel. Hverken han eller Lars Faber vil oplyse, præcis hvor mange dåser og flasker de sælger. Juel har tidligere været i klammeri med myndighederne, fordi han solgte Shark, før den blev godkendt. Den værste anelse Energidrikkens succes får eksperter i ernæring til at slå alarm. »Det bekræfter min værste anelse. Unge køber Shark, fordi den indeholder vitaminer og derfor virker sund. Men den er proppet med sukker og aldeles usund«, siger bromatolog Gitte Gross fra Forbrugerrådet. Hun siger, at hjertet kan tage skade af at kombinere energidrikke med alkohol. Lisa Bolting Hansen, diætisternes formand, er enig. »Ingen har behov for sådan et produkt, og det er mig en gåde, hvorfor myndighederne har godkendt det. Energidrik er falsk varebetegnelse, for du kan ikke optage alt det sukker«, siger hun og pointerer, at halvdelen af den voksne befolkning er overvægtig. Familie- og forbrugerminister Henriette Kjær (K) står magtesløs over for Shark, som hun gerne så forbudt: »Men vi blev nødt til at godkende produktet. Ifølge EU-regler må Danmark kun forbyde berigede fødevarer, hvis de truer sundheden. Det har vi ikke bevist«. Debatten om Shark blusser op, samtidig med at Fødevaredirektoratet er ved at behandle ansøgninger fra firmaer, der vil berige mad og drikke med vitaminer og mineraler. 24 virksomheder vil tilbyde forbrugerne morgenmad, juice og læskedrikke med et ekstra skud vitaminer. Ti har fået lov, ni ansøgninger er under behandling, mens myndighederne har givet fem virksomheder afslag - deriblandt Kellogg's, der ville sælge morgenmad med vitaminer i Danmark. Særlige behov Eksperter ser ingen næringsmæssig grund til berigelsen, men Dansk Industri peger på, at både gravide, ældre og børn har godt af det ekstra indhold. »Flere befolkningsgrupper har særlige behov«, siger Dorte Pedersen, chefkonsulent i Fødevareindustrien under Dansk Industri. Den danske regering er imod de ekstra vitaminer, men står alene i EU. I Sverige har supermarkederne blandt andet Cornflakes, mælk og frugtsuppe med tilsatte vitaminer på hylderne. Myndighederne hinsidan ser ingen risiko. Svenskerne spiser nemlig færre kosttilskud end danskere og risikerer derfor ikke at få for mange vitaminer gennem de berigede varer, siger læge og professor Åke Bruce fra det svenske Fødevaredirektorat.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























