Regeringens højtprofilerede frit-valg-politik på pensionsområdet tegner til at blive en kæmpe fiasko. Fra 1. januar får 3,4 millioner danskere mulighed for selv at bestemme, hvem der skal administrere deres Særlige Pensionsopsparing, som hidtil er blevet forvaltet med eneret fra ATP-huset i Hillerød. Ønsker ikke 'et større maskineri' Men de private pensionsselskaber er ikke interesseret i at overtage de 43 milliarder kroner, der til dato er sparet op i ordningen. »Branchen ønsker ikke at sætte et større maskineri i værk for at kunne modtage folks SP-penge. Det er mit klare indtryk«, siger Holger Dock, der er formand for pensionsselskabernes brancheorganisation, Liv & Pension, og adm. direktør i AP Pension. Holger Dock henviser bl.a. til, at det vil blive uforholdsmæssigt dyrt at indrette nye systemer, fordi SP-opsparingen ifølge loven skal forvaltes på en særskilt konto og ikke må blandes sammen med anden opsparing. I gennemsnit har de 3,4 millioner danskere godt 12.000 kr. stående på deres SP-opsparing. »Der er kun kunderne til at betale omkostningerne. Når det gælder SP-opsparingen er der en risiko for, at omkostninger kommer til at veje for tungt for den enkelte kunde i forhold til opsparingens størrelse«, siger Holger Dock. Den manglende interesse gælder også Holger Docks eget selskab, AP Pension. »Indtil videre er det ikke noget, som vi har sat på programmet«, siger Holger Dock. Danica på sidelinjen Hos Danica Pension har man ligeledes valgt at se til fra sidelinjen. »Vi har ikke aktuelle planer om at åbne for, at folk kan flytte deres SP-opsparing til Danica Pension. For det første har regeringen gjort det unødigt bøvlet rent administrativt, og for det andet er der ikke er nogen af vores kunder, som har efterspurgt muligheden«, siger underdirektør Henrik Engmark. De samme toner lyder fra konkurrenterne i PFA. »Det er ikke noget, vi umiddelbart vil lukke op for. Det skyldes dels kravet om de særskilte konti, dels at vi ikke har mødt nogen interesse fra vores kunder. Hvis folk kunne hælde deres SP-opsparing over i et depot, som de har i forvejen, så var det en anden sag. Men det kan man ikke, og derfor bliver det for dyrt at administrere«, siger direktør Dick Magnussen. Pengene er for små Den markante afvisning er i overensstemmelse med en undersøgelse, som ATP selv har foretaget. Den viser, at heller ikke de arbejdsmarkedsbaserede selskaber er varme på at modtage kundernes SP-opsparing. »12.000 kr. på en SP-opsparing er for lidt til, at en flytning vil være interessant. Omkostningerne er simpelthen for store til, at det for alvor kan svare sig«, siger adm. direktør i PKA, Peter Damgaard Jensen, til ATP's nyhedsbrev faktum. Mens pensionsselskaberne melder hus forbi, er der tilsyneladende større interesse i bankerne. »Vi synes, at trenden er den rigtige og ser frem til yderligere liberaliseringer. Derfor vil vi tilbyde hele paletten fra start«, siger sektionsleder i Nordea Thune Søndergaard. Ifølge ATP vil også Jyske Bank sige ja til kunder, der vil flytte deres SP-opsparing, mens Danske Bank endnu ikke har taget stilling. I den bedre ende af skalaen Også ATP's såkaldte Folkebørs, hvor SP-opsparerne får mulighed for at investere deres SP-penge i en række investeringsforeninger, tegner til at blive en succes. På nuværende tidspunkt er der tilmeldt 162 forskellige foreninger, som folk kan vælge imellem. Dem, der ikke selv har lyst til at lege den lille børsspekulant, kan vælge at lade ATP forvalte deres penge som hidtil. ATP har traditionelt et afkast i den bedre ende af skalaen og er i øvrigt kendetegnet ved meget lave omkostninger. Det kommer til at koste maksimalt 45 kr. om året at blive hos ATP.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























