Kønsdiskrimination hos Arbejdsformidlingen

35-årige Jens Østergaard var ikke kvinde nok til jobbet. - Foto: Mads Nissen
35-årige Jens Østergaard var ikke kvinde nok til jobbet. - Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Arbejdsgivere kan tilsyneladende få dansk arbejdskraft, hvis de beder om det hos Arbejdsformidlingen (AF), men de kan også få en ansat med et bestemt køn - selv om begge dele er lige ulovligt. Det viser en sag fra AF-Storkøbenhavn, hvor 35-årige Jens Østergaard for trekvart år siden ansøgte om en opslået stilling som industrilaborant. »Jeg er uddannet laboratorietekniker og har fire års erfaring i branchen, men fik at vide, at jeg ikke kunne søge stillingen«, fortæller Jens Østergaard. Kvinde i 30'erne Han forstod ingenting og begærede derfor aktindsigt i sagen. 2. juni 2004 modtog han et udskrift fra AF's edb-system, hvoraf det fremgår, at AF-medarbejderen har noteret: »virksomheden foretrækker en kvinde i begyndelsen af 30'erne«. »Det kan åbenbart lade sig gøre at stille ulovlige krav og få AF til at sortere ansøgere fra. Og det er kun fordi, jeg søger om aktindsigt, at sandheden kommer frem«, siger Jens Østergaard. Ifølge loven mod diskrimination på arbejdsmarkedet må ingen jobansøger sorteres fra på baggrund af køn, religion, seksualitet eller etnisk oprindelse. Men også sidstnævnte kan arbejdsgivere få hjælp til hos AF, fortalte TV 2's 'Dags Dato' søndag. TV 2 havde udgivet sig for at være arbejdsgiver og bedt om 'hvid' arbejdskraft - kravet blev kun afvist hos en af 24 adspurgte. Mild sanktion AF Storkøbenhavn var ikke med i rundspørgen, og her afviser regionschef Birger Stein Christensen enhver form for diskrimination. »I det konkrete tilfælde er der sket en fejl, men jeg har aldrig haft lignende sager, siden jeg kom til i 1998«, siger Birger Stein Christensen. »Manden har fået en undskyldning, og medarbejderen har fået en påtale. Så er den ikke længere«, siger han. Mild straf En påtale, mener Jens Østergaard, er en mild straf for en medarbejder, der ud over den ulovlige registrering også har fejlinformeret ham. Første gang han spurgte, fik han nemlig et brev om, at der ikke havde fundet nogen registrering sted. »Når en ansat lyver og får lov at slippe med en påtale, siger det mig, at AF's ledelse ikke tør røre ved en rodfæstet kultur, der sætter meget vide rammer for, hvad man kan tillade sig. Det virker, som om AF mere er til for arbejdsgiverne end for de ledige«, siger han. Ingen kender omfang Det mener man ikke i Arbejdsmarkedsstyrelsen, som skal holde tilsyn med AF. »Der er tale om en misforstået høj serviceprofil over for arbejdsgiverne. Men vi servicerer bestemt også de ledige« siger sekretariatschef Erik Holk Hansen. Han ved ikke, hvor ofte kønsdiskrimination finder sted, men vurderer problemet som »minimalt«. Undersøger omfang Heller ikke AF-personalets Landsklub kender omfanget. »Vi er nu ved at undersøge det i forhold til racediskrimination, men jeg ved ikke med køn«, siger formand Sven Andersen, der kalder begge dele »helt uacceptabelt«. Han mener, at AF's ansatte er udsat for stort pres: »Vi bliver jo hele tiden målt og kritiseret, hvis vi ikke når så og så mange ordrer, så og så meget produktion osv. Det har da indflydelse på, at det her sker. Men det må bare ikke ske«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her