Når beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i dag møder formanden for Arbejdsmarkedsrådet i Nordjyllands Amt under sin turné til tre jyske regioner, vil beskeden være entydig: »Reglerne skal løsnes, så vi kan give den uddannelse, som er nødvendig. Så er vi selvfølgelig parat til at sætte de nødvendige målemetoder op, så vi undgår bare at uddanne ud i det blå«, siger Ole Nørmølle, der er formand for det lokale arbejdsmarkedsråd og direktør for en konsulentvirksomhed. Vil afskaffe loft Når ministeren et par timer senere kommer til Ringkøbing, vil han igen blive mødt med krav om at afskaffe loftet over, hvor stor en del af indsatsen over for de ledige der må være uddannelse. »Det er sådan set rigtigt, når ministeren siger, at vi har pengene. Men vi skal altså også have lov at bruge dem«, siger formand for arbejdsmarkedsrådet Karin Østerby, der til daglig er formand for HK i Holstebro. I dag henstiller Beskæftigelsesministeriet, at kun 50 procent af indsatsen over for ledige må være uddannelse. Ministeriet ser hellere, at de ledige kommer i gang på en virksomhed, helst i privat jobtræning med løntilskud. »50 procent af alle de aktiviteter, der sættes i gang, og 80 procent af de penge, vi bruger, vedrører uddannelse. Men jeg fastholder, at vi også skal bruge andre virksomme midler i beskæftigelsespolitikken, hvor vi jo kan se, at det mest effektive er ting, som foregår i tilslutning til rigtige virksomheder - med privat eller offentligt løntilskud. Derfor er det vigtigt, at AF i sine aktiviteter lægger vægt på hele viften af virkemidler og instrumenter. Det er den diskussion, vi har - det har aldrig været en diskussion af, om uddannelse skulle indgå«, siger Claus Hjort Frederiksen. Ekstra pulje Han peger på, at der er afsat en pulje til en ekstra beskæftigelsesindsats allerede i år på125 millioner kroner i forbindelse med forårspakken, og at der er rigeligt med penge tilbage. Den pulje er helt uden bindinger, siger ministeren. Ifølge ministeren er stigningen i antallet af langtidsledige en naturlig, om end kedelig, følge af de seneste års stagnerende konjunkturer. Ministeren ser allerede nu tegn på, at udviklingen er vendt og opsvinget i gang. Derfor ser han heller ingen anledning til at revolutionere beskæftigelsesindsatsen. »Der er ingen, som betvivler, at det, vi gør i dag, er det rigtige. Når der ikke er nogen pengemangel, jamen så er der jo ingen bremse på, hvad der kan gøres. Vi vil gøre det rigtige, og det er det, vi gør«, fastslår han. Og det gør formanden for arbejdsmarkedsrådet i Ringkøbing vred. »Det er noget forbistret ævl og et forsøg på at snakke sig fra, at det ikke går ret godt. For det gør det jo ikke, når der bliver mange flere langtidsledige og vi er låst fast i forhold til, hvor mange penge vi må bruge på uddannelse«, siger Karin Østerby. I Ribe Amt efterlyser direktør Axel Lindgreen, formand for amtets arbejdsmarkedsråd, også mere frit slag til uddannelse. »Vi ser flere og flere, som bliver strukturledige, og de kan ikke umiddelbart gå ud og finde et nyt job, som ligner det gamle. Den slags virksomheder, som de er kvalificeret til, forsvinder jo til udlandet«, siger han. Når regeringen fremhæver jobtræning med løntilskud som et meget bærende princip i beskæftigelsesindsatsen, er det heller ikke en virkelighed, som ligner Axel Lindgreens og situationen i Ribe Amt: »Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, for jeg skal jo også kunne hilse på folk i morgen. Men i vores område er de fleste i jobtræning i det offentlige, og de bliver brugt som billig arbejdskraft. De får i hvert fald ikke et job ud af det«, siger han. Særlig ordning i København I Storkøbenhavn har AF-kontorerne en særlig ordning, der giver mulighed for at lade 55 procent af aktiviteterne være uddannelse. »Men det er stadig for lidt. I hovedstadsområdet har vi jo et arbejdsmarked, som ikke er til rådighed for de ledige, og hvis vi skal flytte mennesker, så de passer til det nye arbejdsmarked, er uddannelse det afgørende instrument«, siger formand for Arbejdsmarkedsrådet i Storkøbenhavn Peter Kay Mortensen. Han peger på, at der efterhånden er masser af ledige job - i butikker, som vagtfolk og som klassiske håndværkere. Men AF har ikke folkene. »Fordi de mangler den relevante uddannelse, og hvis vi skal opfylde behovet, burde 75-80 procent af vores aktiviteter være uddannelse«, siger Kay Mortensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























