Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Flere frivillige pensionsindbetalinger

Lyt til artiklen

Et stigende antal lønmodtagere går uden om bank og private pensionsselskaber, og sætter i stedet ekstra penge ind hos den pensionskasse, de er tvungne medlemmer af. Mange arbejdsmarkedspensionskasser tilbyder, at man kan indbetale frivillige beløb udover det tvungne bidrag, der trækkes af lønnen - og som er fastsat i overenskomsten. Dermed bliver pensionen større. Voksende interesse Og interessen hos medlemmerne vokser, melder kasserne. »Vi mener, det er vejen frem at give medlemmerne mulighed for at gøre deres dækning bedre gennem frivillige indbetalinger«, siger Lis Skovbjerg, pensionsdirektør i Sampension. Pensionskassen har 280.000 medlemmer, og omfatter blandt andet ansatte i kommuner og staten. »Når vi taler med kunderne, går det op for mange, at det er en god idé at supplere det overenskomstfastsatte bidrag, hvis man vil fastholde sin levestandard som pensionist. Det kan også være, at man ønsker at forbedre dækningen ved invaliditet«, tilføjer Lis Skovbjerg. Kvinder mangler pension Hos en anden stor pensionskasse, PKA med 195.000 medlemmer, har der gennem de senere år været stigende interesse for at spare ekstra op i det tilknyttede livsforsikringsselskab, PKA+. PKA varetager pension for eksempelvis sygeplejersker og socialrådgivere. »Mange medlemmer bliver i en lidt højere alder opmærksom på, at deres opsparing i pensionskassen ikke er stor nok«, siger direktør Peter Damgaard Jensen, PKA. »Det skyldes især, at 90 procent af vores medlemmer er kvinder, som ofte har lange perioder på deltid og barsel, og derfor ikke får sparet så meget op via arbejdspladsen«, forklarer han. Pensionskasserne fremhæver selv det praktiske i, at man får sin pension samlet ét sted ved at betale mere ind til sin eksisterende ordning frem for at lave ekstra opsparing i bank eller pensionsselskab. En anden fordel er, at omkostningerne til administration i de kollektive kasser typisk er lavere end hos private pensionsselskaber, der skal skabe overskud til aktionærerne. Det vil sige omkring 2 til 5 procent af indbetalingerne mod helt op til 15 procent i et privat selskab, hvis man som ny kunde kommer direkte ind fra gaden. Undersøgelser viser, at netop omkostningerne har stor betydning for størrelsen af den endelige pension. Pension kræver overvejelser Men man skal overveje det grundigt, inden man skyder ekstra penge i sin pensionskasse frem for banken eller et privat pensionsselskab. Det mener direktør Lars Gundorph fra den uafhængige forsikringsmæglervirksomhed Willis, der rådgiver om pension. Han medgiver, at pensionskasserne ofte har stordriftsfordele, der giver lave administrationsomkostningerne, men understreger, at man også kan finde gode priser på det private marked. Lars Gundorph råder til at undersøge, om pensionskassen tilbyder det såkaldte unit link, der efter hans mening er fremtidens form for pensionsopsparing. »Der er stor forskel fra kasse til kasse. Og man skal ikke putte penge ind et sted, hvor mulighederne ikke er optimale«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her