Telia trodser ombudsmanden

Telia afviser, at hverveordningen skulle henvende sig specielt til børn og unge. - Foto: Telia
Telia afviser, at hverveordningen skulle henvende sig specielt til børn og unge. - Foto: Telia
Lyt til artiklen

Telia nægter at stoppe konceptet Xpress Vennepris, hvor selskabet tilbyder mobilkunder gratis abonnement, hvis de skaffer seks nye kunder blandt kammeraterne. Forbrugerombudsmanden mener, at kampagnen er i strid med god markedsføringsskik, om at virksomheder skal være påpasselige, når de reklamerer over for børn og unge. Udnytter tillid Telia udnytter tilliden mellem venner til at tjene penge, for de unge kan ikke gennemskue, at de bliver virksomhedens forlængede arm, mener Forbrugerombudsmanden, der i et brev har krævet, at Telia trækker kampagnen tilbage. »Vi har læst Forbrugerombudsmandens argumentation og har ikke fundet anledning til at stoppe konceptet i den anledning«, siger Jens Ottosen-Støtt, juridisk direktør i Telia. Selskabet afviser, at målgruppen for Xpress Vennepris er personer under 18 år. »Efter Telia Mobiles opfattelse er der intet, der understøtter, at produktet og markedsføringen specielt retter sig til mindreårige«, skriver Telia i et svar til forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen. Voksen underskrift Teleselskabet fremhæver, at en voksen altid skal skrive under, før barnet kan skifte til Telia. Xpress Vennepris retter sig mod unge mellem 18 og 30 år med egen økonomi, men også mod forældre, der tegner abonnement på vegne af deres børn, skriver Telia. Forundret råd Forbrugerrådet er forundret over Telias svar og henviser til en tegneserie på selskabets hjemmeside. »Det er helt tydeligt ud fra figurernes påklædning, udseende og mimik, at den primære målgruppe er mindreårige. Hvis målgruppen er voksne, bør Telia lave reklamen om«, siger Anette Høyrup, jurist og ekspert i markedsføring hos Forbrugerrådet. Prisen for Xpress er normalt 120 kroner om måneden. Til gengæld får man et ubegrænset antal SMS'er, som skolebørn er storforbrugere af. 120 kroner svarer til omkring 600 SMS'er med et normalt mobilabonnement. En tegnefilm på Telias hjemmeside viser, hvordan drengen Alex får sat sit abonnement ned fra 120 til 0 kroner om måneden i takt med, at han lokker Frederikke, Patrick, Jacob, Maya, Therese og Marco til at blive kunder hos Telia. Han får 20 kroner i rabat per kunde, han skaffer. De bedste kundehververe er med i en konkurrence om en 'megafest'. Panel under 18 På hjemmesiden har Telia et panel af ti personer, der tester mobiltelefoner. De er alle under 18 år. Hanne Niss, lektor og ph.d. ved Handelshøjskolen i København, mener da også, at Telia går bevidst efter de helt unge, der har fået flere penge mellem hænderne de seneste år. Hun har desuden bidt mærke i en række spørgsmål om Xpress Vennepris, som Telia besvarer på hjemmesiden. »Telia skriver blandt andet, hvordan man kan tippe sine venner om konceptet. Den oplysning er direkte henvendt til børn og unge - ikke til deres forældre«, siger hun. Forbrugerombudsmanden har ingen sanktionsmuligheder, men kan sagsøge Telia for at bryde en paragraf i markedsføringsloven, der forbyder »utilbørlige« metoder i markedsføringen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her