Der er lagt i ovnen til en milliardhandel af dimensioner, efter at ejerne af medico- og ingrediensfirmaet Chr. Hansen har sat et til salg-skilt på selskabets ingrediensaktiviteter. Selv om der ikke er sat prisseddel på selskabet, forudsiger aktieanalytikere, at milliarderne vil rulle, når handlen skal gennemføres. Pris på fem milliarder Hos Jyske Bank anslår analytiker Brian Kirk, at prisen vil ligge på mellem fem og seks milliarder kroner. Kollega Stig Frederiksen hos HSH Gudme anslår, at der skal mindst fem milliarder kroner på bordet, hvis salget skal gennemføres. De tal har Chr. Hansens bestyrelsesformand, Jørgen Worning, godt hørt, men kommentere dem vil han ikke. »Det vil være forkert. Vi er meget tidligt i processen og har foreløbig ingen kunder i butikken. Nu går vi i gang, men jeg tror, at det kan tage op mod et år, før handelen kan være på plads. Hvem der kan ende som køber, vil jeg slet ikke spekulere i«, siger Jørgen Worning, der er bestyrelsesformand i selskabet, som dels er stort inden for produktion og udvikling af fødevareingredienser, og dels satser på udviklingen af blandt andet allergimedicin i selskabet ALK Abello. Det er Chr. Hansens storaktionær Lundbeck-fonden, der fremprovokerer salget af ingrediensaktiviteterne. Tvunget ud i salg Lundbeck har gennem lang tid villet reducere ejerinteresserne og i hvert fald gerne have hentet penge hjem fra et delvist salg af Chr. Hansen. Derfor har Chr. Hansen gennem flere år arbejdet på at splitte sig selv op i to selskaber, som skulle noteres på Københavns Fondsbørs. Men med Lundbeck-fondens beslutning om, at selskabet, der i forvejen er storaktionær i medicinalvirksomheden Lundbeck, ikke vil være aktionær i en ingrediensvirksomhed, var bestyrelsen i Chr. Hansen tvunget til at reagere. »Vi har arbejdet frem mod en opsplitning i lang tid, så det kommer ikke overraskende. Nu vil vi fokusere vore kræfter på ALK Abello, som bliver det fortsættende selskab. Det selskab vil få de nødvendige penge til at udvikle sig; resten af indtægterne fra salget vil gå til aktionærerne«, siger Jørgen Worning. Satsningen på udviklingen af allergimedicin har været i gang længe, men har været presset af manglende økonomiske ressourcer. Det løser salget af ingrediensdelen med et slag. »Chr. Hansen har været låst i en situation, hvor det har set svært ud for selskabet af få skilt ALK-delen succesfuldt ud i et selvstændigt børsnoteret selskab. Nu, da ingrediensdelen sælges, frigøres penge, som kan sikre de nødvendige ressourcer til at udvikle ALK, herunder penge til endnu mere forskning og udvikling«, siger healthcare-analytiker Annette Rye Larsen fra HSH Gudme, der ser positivt på det forestående salg. Danisco nævnes Blandt markedsiagttagere spekuleres der allerede heftigt i mulige købere til Chr. Hansens ingrediensaktiviteter. Chr. Hansen er stærk i produktionen af farvestoffer til fødevareindustrien - og mange kalder virksomheden et perfekt match til den anden store danske ingrediensproducent Danisco. »Der er rigtig mange købere til en sådan virksomhed, blandt mulighederne er Danisco og irske Kerry Group«, siger analytiker Stig Frederiksen fra HSH Gudme, der følger ingredienssektoren tæt. Hos Danisco følger ledelsen udviklingen, mens kommentarerne er få. »Inden for kulturer er Chr. Hansen vores største konkurrent. Det vil være naturligt, at vi vil interessere os for den proces, der netop er blevet offentliggjort«, siger presseansvarlig Natalie Weber til Reuters. Danisco har pengene til at købe Chr. Hansen og andre af konkurrenterne. Men den danske ingrediensgigant har lidt af akut vægelsind, når milliarderne skulle hives op af lommen. I de afgørende situationer har direktør Alf Duch-Pedersen og Co. simpelthen ikke turdet betale den pris, der blev forlangt. Det gælder blandt andet en af selskabets tyske konkurrenter, Degussa, der også er sat til salg og på rygteplan er blevet kædet sammen med Danisco.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























