Dansk Industri efterlyser 'green card' til udlændinge

Lyt til artiklen

Det behøver ikke at være svært at komme ind i Danmark. I hvert fald ikke hvis man er en mangelvare. Ifølge nye tal, som integrationsminister Bertel Haarder (V) onsdag fremlagde på en konference i København, fik 419 udlændinge sidste år direkte adgang til det danske arbejdsmarked via den såkaldte jobkortordning, der giver direkte adgang til det danske arbejdsmarked inden for en række faggrupper, hvor der er mangel på arbejdskraft. Det gælder for eksempel læger, ingeniører og højt uddannede it-specialister. DI utilfreds Men selv om tallet er over dobbelt så stort som i 2002, da ordningen blev indført, er Dansk Industri (DI) ikke tilfreds. »Taget i betragtning, at omkring 1.500 højtuddannede danskere hvert år forlader Danmark, har vi brug for mange flere højtuddannede udlændinge«, siger direktør Ole Krog fra DI. Interesseorganisationen opfordrer derfor regeringen til at etablere en såkaldt Green Card-ordning efter amerikansk forbillede, hvor udlændinge får mulighed for at få en arbejds- og opholdstilladelse uden at have et arbejde på hånden. »Der er brug for en ordning, hvor højtuddannede udlændinge får lov til at komme til Danmark og søge arbejde. Man kunne for eksempel give det til folk med et bestemt uddannelsesniveau«, siger Ole Krog. Hård konkurrence Målet med den nye ordning er at gøre det lettere for Danmark at tiltrække højtuddannede inden for alle områder. »Hvis Danmark skal klare sig i den internationale konkurrence og skabe nye job herhjemme, er det helt afgørende, at vi får mulighed for at tiltrække de bedste hjerner. Og det er ikke kun teknikere, virksomhederne har brug for. Det gælder også ekspertise inden for humanistiske områder, som for eksempel sprog og kultur«, siger Ole Krog. Står det til Dansk Industri skal indvandringen af højtuddannede flerdobles. »Der bør i hvert fald være lige så mange, der indvandrer, som der er veluddannede, der vandrer ud. Det tal er på cirka 1.500 om året i øjeblikket. Og over de seneste 20 år er der tale om, at flere end 10.000 veluddannede har forladt Danmark«, siger DI-direktøren.Integrations- og udviklingsminister Bertel Haarder (V) er åben for at se på arbejdsgivernes forslag. »Jeg har et åbent sind på det her område. Men hvis vi skal udvide eller ændre jobkortet til en bredere definition end de nuværende uddannelseskategorier, er det helt afgørende for mig, at der stadig bliver tale om nogle meget klare kriterier, ellers begynder tingene at flyde. Og jeg vil ikke åbne en ladeport for misbrug af ordningen«, siger Bertel Haarder, som i løbet af kort tid lemper en smule på reglerne for højtuddannede, når det bliver muligt for udenlandske studerende at blive i Danmark tre måneder efter endt uddannelse for at søge arbejde. Ingen bekymringer Bertel Haarder understreger dog, at det er helt afgørende for ham, at lønmodtagerorganisationerne er med på ideen, hvis der skal gennemføres yderligere udvidelser af adgang for højtuddannede til det danske arbejdsmarked. Hos Akademikernes Centralorganisation er formand Sine Sunesen positiv. »Der er behov for at vi kommer ud over rampen og bliver bedre til at tiltrække dygtige udlændinge. Erfaringerne viser, at de ofte trækker yderligere ansættelser med sig. Derfor behøver ledige danskere heller ikke være bekymret for, at deres job bliver stjålet«, siger Sine Sunesen. Europa-kommissionen fremlagde tirsdag et forslag om at indføre et fælleseuropæisk jobkort. Med det nuværende omfang af indvandringen til Europa, vil antallet af personer i arbejdsstyrken i EU falde med 20 millioner mellem 2010 og 2030, vurderer kommissionen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her