200.000 taber penge på kollaps i pyramidespil

Lyt til artiklen

Flere end 200.000 deltagere i et populært pyramidespil, herunder omkring 20.000 danskere, må efter al sandsynlighed vinke farvel til store millionbeløb, efter at pyramidespillet World Games Inc. (WGI) nærmer sig den totale kollaps. Bortset fra de allerøverste i WGI-pyramiden har investorerne ikke modtaget så meget som en femøre, selv om de - i hvert fald på papiret - har millioner af kroner til gode. Ifølge flere norske medier har politiet og skattemyndighederne indledt en klapjagt på de norske bagmænd, og flere af dem står til ubetingede fængselsstraffe, hvis myndighedernes mistanke om storstilet skattefusk holder vand. Marketing-spil Ifølge Politikens oplysninger er de danske myndigheder også vågnet op til dåd. Bagmandspolitiet har tidligere opgivet at gøre noget ved World Games Inc., men i flere danske politikredse forberedes nu sager mod de danske hovedmænd i det internationale pyramidespil. World Games Inc.' blev stiftet i Australien i april 2001, og spillets bagmænd har selv oplyst, at de har omkring 215.000 medlemmer verden over. På papiret er der tale om et marketing-spil, men det minder på flere måder om pyramidespil, og er dermed i strid med den danske lovgivning, har Told- og Skattestyrelsen fastslået, efter at have gransket fænomenet. Desuden udbyder WGI illegalt kasino- og lotterispil. Find to nye kunder World Games Inc. er baseret på, at en kunde køber en produktpakke til mellem 1.500 og 5.000 kr. Pakken giver adgang til et lotteri og et virtuelt aktiespil på internettet. For at tjene penge skal kunden introducere mindst to nye kunder, der igen skal introducere nye. Hver gang, en ny kunde køber produktionspakken, er der penge til dem, der har introduceret ham og videre bagud. Ifølge Told & Skat vil personer, der hjælper eller deltager i det ulovlige spil, for eksempel ved at skaffe nye medlemmer eller spillere, selv kunne pådrage sig et ansvar for medvirken eller formidling - begge dele med samme strafferamme som selve udbuddet. Millionfortjeneste »Det kræver en bevilling efter tips- og lottoloven, hvis man opbygger et salgsnet med pyramidestruktur, hvor produktet er spil om penge med indskud og gevinster. Strafferammen er fængsel i op til et år, men normalt slipper man med en bøde«, siger specialkonsulent Morten Rønde fra Told & Skats spillemyndighed. Ifølge den norske avis Aftenposten har myndighedernes granskning vist, at mindst 10 medlemmer af WGI's absolutte top hver tjente over 1 mio. kr. på virksomheden i 2003. Ved at kortlægge pengetransaktionerne til og fra Norge har skattevæsenet opdaget, at omkring 4.000 norske WGI-medlemmer har fået udbetalt tilsammen over 300 mio. kr. Stikprøver har vist, at kun et fåtal har opført indtægterne på selvangivelserne. Mens medlemmerne i toppen af pyramiden altså har fået udbetalt endog særdeles store beløb, har tusindvis af laverestående medlemmer forgæves forsøgt at få deres penge ud af WGI-systemet. Stævning Ifølge Aftenposten har advokat Olav Sylte netop sendt en stævning mod WGI på vegne af 18 af disse medlemmer, der hævder at have 1,2 mio. kr. til gode. Olav Sylte mener, at medlemmernes eneste chance for at få penge ud af WGI er at gå rettens vej. Stævningen er rettet mod fem såkaldte 'verdensledere' i WGI og ventes at komme for retten i Fredriksstad, hvor en af lederne, Tor Anders Petterøe, bor, senere på året. Samtidig har den norske pendant til det danske Bagmandspoliti, Økokrim, indledt en formel efterforskning. Dansk politi på sagen Og ifølge Politikens oplysninger er også det danske politi nu gået ind i den spegede sag. Flere politikredse er angiveligt på trapperne med bødekrav mod nogle af de danske WGI-medlemmer. Efter hvad Politiken erfarer, vil der ligesom i Norge også blive tale om skattesager, hvor de danske WGI-folk risikerer at skulle betale store skattekrav.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her