Anakin Skywalker, Obi-Wan Kenobi og de andre figurer fra 'Star Wars'-filmen var egentlig på vej ud ad et sidespor i sagaen om Lego. Efter to år i træk med milliardunderskud besluttede Lego sidste år at skrue ned for satsningen på de historiebaserede figurer fra 'Star Wars', 'Harry Potter' og 'Bionicle' for i stedet at vende tilbage til de klassiske klodser. Guldåre Ikke desto mindre kan figurerne fra 'Star Wars' blive årets helt store hit for legetøjskoncernen i Billund. Legos versioner af figurerne er hovedrolleindehavere i et ny videospil, som i disse dage kommer på hylderne i verdens legetøjsbutikker og supermarkeder. Og at dømme efter de første salgstal fra USA, hvor 'Lego Star Wars: Videospillet' kom i butikkerne først i april, har Lego ramt en lille guldåre. Ifølge Mads Nipper, der er direktør for Legos udviklingsaktiviteter, har salgstallet rundet en halv million. »Med de flotte anmeldelser, spillet har fået, er vi overbevist om, at salgstallet lander på den rigtige side af en million eksemplarer«, siger Mads Nipper. Udviklet på licens Som en konsekvens af sidste års strategiskifte er spillet udviklet på licens uden for Legokoncernen. Britiske Giant Entertainment, der har skruet spillet sammen, er dog ikke fremmed for Lego. I spidsen for det britiske selskab står Tom Stone, der tidligere var chef for Lego Interactive. Sammen med 130 spiludviklere har han brugt to et halvt år og mere end 100 millioner kroner på at udvikle spillet og de 50 figurer, der indgår i det. Lego er ikke direkte involveret i distributionen af spillet. Den bliver varetaget af britiske Eidos, der i Danmark er kendt som ejer af spilfirmaet IO Interactive, firmaet bag det populære computerspil 'Hitman', der har solgt over tre millioner eksemplarer. Ud over et grundbeløb modtager Lego en royalty-betaling, hver gang der sælges et spil. Og med den flyvende start i USA er der allerede tale om millioner. »Der bliver tale om en indtægt på et anseeligt millionbeløb«, siger Mads Nipper, der dog ikke vil løfte sløret for, hvordan aftalen er indrettet. Øger salget af figurer Ud over licensindtægterne, glæder han sig over markedsføringseffekten. »Mere end én million brugere vil nu i timevis være i selskab med Legos 'Star Wars'-figurer. Det er en uvurderlig effekt, som helt sikkert vil smitte positivt af på vores salg af de fysiske figurer«, siger Mads Nipper. Han får sandsynligvis mere at glæde sig over, når sjette og sidste afsnit af 'Star Wars'-serien rammer verdens biograflærreder 19. maj. Erfaringerne tilsiger, at den store premiereomtale, løfter efterspørgslen på figurerne fra filmen markant. Overvejer flere spil Det nye videospil er Billund-koncernens største satsning inden for området. Og næppe den sidste. »Selv om udvikling af spil ikke længere er en del af vores kerneforretning, er det oplagt, at vi overvejer, hvad vi kan gøre med andre figurer. For eksempel 'Bionicle'. Men det bliver efter samme licensmodel som 'Lego Star Wars', hvor andre firmaer står for udvikling og salg«, siger Mads Nipper. 'Lego Star Wars' er ikke det eneste spil, med danske aner, der er store forventninger til i år. Til sommer lanceres spillet 'Total Overdose', som danske Deadline Games har udviklet. Det britiske selskab SCI, som står for distributionen af spillet, forventer et salg på over en halv million eksemplarer. Deadline Games har ifølge egne oplysninger brugt 50 millioner kroner på at udvikle spillet, der er stærkt inspireret af det succesrige spil 'Grand Theft Auto'.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























