Svenske sommerhuspriser halter bag efter de danske

Det er stadig muligt at gøre et godt køb i Sverige - især hvis man ikke går efter den klassiske ødegård. - Foto: Nicolai Perjesi
Det er stadig muligt at gøre et godt køb i Sverige - især hvis man ikke går efter den klassiske ødegård. - Foto: Nicolai Perjesi
Lyt til artiklen

Mens prisen for et dansk sommerhus tordner i vejret, går svenskerne mere beskedent til værks. Således steg gennemsnitsprisen for et sydsvensk sommerhus i 2004 med 'kun' 17,9 procent, mens prisen for et dansk gennemsnitssommerhus steg hele 28,3 procent, fremgår det af tal fra Realkreditrådet og Sveriges Statistiske Centralbureau (SCB). I de svenske tal er indeholdt både de traditionelle fritidshuse og de langt mere eftertragtede svenske ødegårde, som danskerne nærmest står i kø for at komme til at købe. Markedet skrumper Christian Nielsen fra webportalen oedegaarde.dk peger på, at mange danskere fortsat er interesseret i at købe en klassisk svensk ødegård, mens markedet på den anden side skrumper ind. Er en velbeliggende ejendom først kommet på danske hænder, går der typisk lang tid, før ejendommen atter bliver sat til salg, hvis da ikke ejendommen bliver handlet internt inden for en familie. »Der er tale om et delmarked, hvor danskerne sætter prisen. Set i forhold til udbuddet er efterspørgslen så stærk, at det i dag er væsentlig sværere at finde et godt hus end for blot to år siden«, fastslår han. Klassiske ødegårde stiger mest Ejendomsmægler Henrik Håkansson fra mæglerfirmaet Svenske-Huse.dk vurderer, at de klassiske ødegårde er steget mest i pris. Også han beretter om en stigende dansk interesse i at købe fritidshuset 'hinsidan'. Men bevæger danskerne sig væk fra ødegårdsmarkedet, er der stadig mange gode køb at gøre, hvis ellers køberen kan stille sig tilfreds med et traditionelt svensk sommerhuskvarter. Større udbud af sommerhuse Udbuddet af huse er væsentlig større, og øges efterspørgslen, kan der bygges nye sommerhuskvarterer. Et mindre fritidshus kan således snildt fås for mellem 400.000 og 600.000 kroner, men i den billige ende må køberne give afkald på naboskabet til søen. Går ønskerne på et sommerhus ved havet, ligger prisniveauet imidlertid på det danske niveau eller højere. Set i forhold til et dansk sommerhus er der imidlertid stadig penge at spare, da driftsomkostningerne på et svensk hus er væsentlig lavere end på et tilsvarende dansk hus. Eksempelvis betaler svenskerne kun en ejendomsskat på 1 procent af en i forvejen lav skattevurdering, mens der ikke betales grundskyld.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her