Israelsk industri-spionage breder sig til Europa

Lyt til artiklen

Først var der direktørerne fra Israels største telekommunikationsfirmaer med flere, som forrige uge blev tilbageholdt, afhørt og idømt husarrest for at have udspioneret hinanden. Så var der de 11 indehavere af 3 private industridetektivfirmaer, der blev arresteret - og stadig er tilbageholdt - for at have været dem, der udførte spionagen ved hjælp af såkaldte trojanske heste (særlige computerprogrammer, der blev sendt i ly af forretningstilbud til diverse store kunder, og som gav de private detektiver mulighed for at læse og hente dokumenter fra de pågældende firmaers computere). Nu lader det til, at 'de trojanske heste' er sprunget ud over Israels landegrænser. Spionage mod schweizere En israelsk industridetektiv, ejeren af firmaet Matara, er nu anklaget for ved hjælp af en 'trojansk hest' at have hentet oplysninger ud af et schweizisk finansfirma, Sinitus. Sinitus er blandt andet involveret i ambassadebyggeri for en række europæiske lande i Afrika, og det israelske politi frygter, at der kan være hentet oplysninger om sikkerhedsrelaterede emner ud af firmaets databank. Det er stadig uklart, om de, der fik fingre i disse sikkerhedsfølsomme oplysninger, har forsøgt at sælge dem. Ejeren af Matara er blevet meldt til politiet af en israelsk forretningsmand, der mistænkte ham for at have været inde på hans private computere. Ekskone blandede sig Ifølge fremlægningen i dommervagten i Tel Aviv er det forretningsmandens ekskone, der har pudset Matara på ham. Hun ville åbenbart være helt sikker på, at hun havde alle hans økonomiske oplysninger, inden de to indgik en endelig skilsmisseaftale. Men ejeren af Matara havde ikke selv adgang til 'trojanske heste', så han henvendte sig til det ene af de tre industridetektivfirmaer, hvis ejere allerede i forrige uge blev sat fast, for at de skulle hjælpe ham med at skaffe de relevante oplysninger. Det var den skilsmissesøgende kone, der havde bedt industridetektiven om at undersøge det schweiziske firma, idet hun havde en mistanke om, at hendes eksmand var medejer af firmaet. Det viser sig nu ikke at være rigtigt. Manden har intet med Sinitus at gøre. Så det schweiziske firma er helt uden grund blevet offer for computeriseret israelsk industrispionage. Alvorlig sæbeopera For at gøre historien endnu mere til en tv-soap-opera, er den næsten fraskilte forsmåede forretningsmand netop blevet far til en datter født af en af Israels populæreste skuespillere. Men der er i øvrigt ikke noget at grine afd. Det israelske politi tager sagen med dybeste alvor, og der er al mulig grund til at tro, at der i den kommende tid vil komme flere oplysninger frem om industrispionage begået ved hjælp af 'trojanske heste', også uden for Israels grænser. Økonomisk skade I anmodningen om fortsat tilbageholdelse af de israelske industridetektiver står der blandt andet, at de har beskæftiget sig med »industrispionage og sikkerhedsrelateret spionage imod store internationale firmaer med fare for at have forvoldt sikkerhedsmæssige og økonomiske skader«. Og når man i Israel taler om fare for, at sikkerhedsrelateret materiale er forsvundet ud af en computer, så er den næste tanke selvsagt frygten for, at materialet falder i terrorhænder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her