Fødevareordfører Jens Kirk fra Venstre lagde pres på Fødevareministeriets topembedsmand, da sagen om halskød var uafklaret. 18. februar 2003 skrev han til departementschef Poul Ottosen og opfordrede ministeriet til hurtigt at sørge for, at Nordmeat ApS kunne sælge centrifugeret halskød som fersk. »Den lange sagsbehandling kommer absolut ikke ovennævnte firma (Nordmeat, red.) til gavn, og man kan til tider få den opfattelse, at ingen fra myndighederne ønsker at tage ansvar (...) Jeg håber, at man inden for en kort tidsperiode kan træffe en afgørelse i denne sag, hvorefter produktion kan påbegyndes til gavn for både forbrugere og fødevareindustrien«, skrev Jens Kirk i brevet, som Politiken har fået aktindsigt i. På vildveje Dermed træder han ud af rollen som politiker og er »på vildveje«, vurderer Jens Peter Christensen, professor i offentlig ret på Aarhus Universitet. »Hovedområdet for politikere er, om reglerne skal ændres. De skal ikke blande sig i sagsbehandlingen af konkrete sager, der skal afgøres i henhold til gældende regler. Derfor er det noget utraditionelt, at han går direkte til embedsværket. Så på den måde er han på vildveje. Hvis alle 179 medlemmer af Folketinget gjorde som Kirk, ville de svigte den opgave, de er valgt til. Nemlig at tage stilling til, hvordan loven skal være«, siger han. Efter tre års juridisk tovtrækkeri godkendte Forbrugerministeriet (der overtog sagen, da det blev oprettet, red.) for nylig, at firmaet Nordmeat kan sælge kød forurenet fra kreaturets hals som fersk kød, efter at det er renset i en centrifuge. Underkendte styrelse Dermed underkendte ministeriet Fødevarestyrelsen, der gav afslag, med den begrundelse at kødets kvalitet daler. Det bliver gråt i overfladen, mister proteiner og bliver mere vandet. Ministeriet vurderer derimod, at kødet stadig er fersk, fordi behandlingen ikke forlænger holdbarheden. Christian H. Hansen, formand for Folketingets Fødevareudvalg, kalder Jens Kirks opførsel »et slag mod folkestyret«: »Og for folkestyrets skyld er det uheldigt, hvis vi kommer i en situation, hvor enkelte folketingsmedlemmer kan sidde og styre embedsfolk på den måde. Jeg håber sandelig ikke, at departementet har ladet sig påvirke af presset fra Jens Kirk, og det må vi have ministerens svar på under et kommende samråd om hele halskødssagen«, siger han. Vækker harme Også i Socialdemokraterne vækker Kirks opførsel harme. Fødevareordfører Jens Peter Vernersen siger: »Det er helt usmageligt og utilstedeligt af Kirk. Han burde have stillet et offentligt spørgsmål til ministeren og bedt ham redegøre for sagsbehandlingstiden. Det havde jeg gjort. Jeg kunne ikke drømme om at stile et brev til departementschefen. Det har jeg aldrig gjort i de 11 år, jeg har siddet i tinget«, siger Jens Peter Vernersen. »Jeg vil spørge statsministeren, om han synes, Jens Kirks fremgangsmåde er i overensstemmelse med god parlamentarisk skik, samt hvad han vil gøre for at sikre, at det ikke sker igen«, siger Jens Peter Vernersen. Ikke holdbart Jens Kirk afviser, at han på vildspor: »Fritz Amstrup fra Nordmeat ringede til Venstres fødevareordfører og sagde, at her var noget, han ikke kunne få i skred. Da jeg selv har en lille smule kendskab til kød og andre ting; jeg er uddannet agronom, så ville jeg gøre opmærksom på, at det ikke var holdbart«. Hvis jeg har en sag, kan du så hjælpe mig med sagsbehandlingen? »Nej, men du kan skrive til en politiker. Og hvis politikeren synes, at noget er urimeligt, så må han bede om at få skred i sagen«. Hvorfor rejste du ikke sagen over for ministeren, men gik til departementschefen? »Jeg synes ikke, at hans embedsmænd forvaltede loven korrekt på det tidspunkt. Det var ikke en kundevenlig betjening, Fritz Amstrup fik. Derfor gik jeg til departementschefen«. Det afgørende er vel ikke, om betjeningen er kundevenlig, men at sagen bliver behandlet korrekt? »Sagen kunne jo være afgjort for længe siden«. Håbede på hurtig behandlingHvad håbede du at opnå ved at gå til departementschefen i stedet for ministeren? »At han ville sørge for, at embedsmænd skulle få sagen behandlet hurtigt og godkendt ansøgningen. Der var ingen grund til at trække det i langdrag«. Det kunne jo være, fordi sagen var kompliceret? »Nej«, siger Jens Kirk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























