Stadig flere danskere vælger at sælge deres bolig uden om de traditionelle ejendomsmæglere og sparer titusindvis af kroner. Lenike Gilhøj Vemmelund og Sanne Andersen har netop solgt deres treværelses lejlighed i Valby. Det har kun kostet dem 25.000 kroner. De valgte selv at stå for annoncering og fremvisning. Vurdering, papirarbejde og rådgivning klarede internetmægleren RobinHus. »Det er simpelthen urimeligt, hvad ejendomsmæglere normalt skal have«, siger Lenike Gilhøj Vemmelund. Boom i gør-det-selv-salg Den opfattelse står hun ikke alene med. Antallet af handler hos internetmægleren RobinHus, der specialiserer sig i at hjælpe folk med gør det selv-handler, er steget kraftigt de senere år. I 2002 havde RobinHus 61 bolighandler, sidst var tallet steget til 464. Og i år forventer firmaet at runde 800 handler. Samme udvikling oplever boligadvokat-kæden Ret&Råd, der har en samlet omsætning på bolighandler på 70 millioner kroner, siger direktør Christian Lundblad. »Inden for vores rådgivning om fast ejendom, er handler, hvor folk selv køber og sælger, oppe på en tredjedel af sagerne«, siger han. Bedre muligheder Og Ret&Råd-kæden skønner, at rådgivning til sælgere og sager uden mægler i løbet af et til to år vil stige til 50 procent af advokatkædens samlede omsætning på bolighandler. »Muligheden for at handle som privat er blevet meget bedre, og her er internettet det store dyr i åbenbaringen. Markedet er blevet mere gennemsigtigt. Oplysningerne er nemmere at gå til, myndighederne lægger mange informationer ud, og man kan foretage sammenligninger mellem forskellige produkter og priser. Vi har stor tiltro til det her marked«, siger Christian Lundblad. Også de traditionelle mæglerkæder mærker, at kunderne vil spare på mæglersalæret og stå for en større del af salget selv. Hos EDC har kunderne fået mulighed for at vælge et såkaldt medsalg, hvor mægleren rådgiver, eller et gør det helt selv-salg. »Der kommer mere og mere af det«, siger EDC's informationschef, Jan Nordmann. Sælger sørger selv for at finde køber I år regner EDC med at nå 900 handler af den slags. I den typiske selvhandel har kunderne fundet hinanden ved hjælp af boligannoncer på nettet, via bekendtskaber eller i lokalbladene. De sørger selv for annoncering og fremvisning af deres ejendom. Mægleren eller boligadvokaten tager sig af prisvurdering, papirarbejde og rådgivning. En undersøgelse fra Dansk Ejendomsmæglerforening viser, at traditionelle ejendomsmæglere i Jylland uden for Århus tager 46.000 kroner per handel, mens københavnske ejendomsmæglere i gennemsnit opkræver et salær på 103.000 kroner per handel. En selvhandel kan klares for cirka 25.000 kroner eller mindre. Forbrugerrådet positivt Forbrugerrådet anbefaler, at man benytter selvhandel, hvis man føler sig klædt på til det. »Vi synes, det er godt forbrugerne har den valgmulighed. Der er et klart økonomisk incitament for kunderne, men det kan også være en meget positiv oplevelse at sælge huset til nogle, man har en god kemi med«, siger jurist Anne Dehn Jeppesen Ingen trussel mod mæglerne Ifølge Danmarks Statistik blev der foretaget knap 80.000 bolighandler i 2004, men der findes ikke nogen samlet opgørelse over danskernes selvhandel af boliger. Dansk Ejendomsmæglerforening skønner, at de traditionelle mæglere formidler 90 procent af det samlede salg, og formanden, Steen Winther-Petersen, tror ikke, at gør det selv-salget kommer til at udgøre nogen trussel mod ejendomsmæglerne. »Vi er lige så meget inde på markedet, som vi hele tiden har været. Men vi udvider hele tiden paletten af muligheder«, siger Winter-Petersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Trump smider politisk bombe i Mexico
-
Pile peger på Zelenskyj i stor korruptionsskandale
-
»Jeg har sagt til Lars, at så er det dér, det slutter. Det er ikke til diskussion«
-
Nu spekuleres der åbent om 'transitionen' til en ny leder i Rusland
-
Ny café har et hemmeligt våben ude på toilettet
-
Rejsekort får kritik for »uværdig« løsning
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























