Hvordan kan det være gået så galt i den nødstedte Fiskeribank? Og hvad kan der gøres ved det?
Flere politikere kræver en forklaring på, hvordan det kunne gå så galt i den akut kriseramte Fiskeribanken.
»Det er klart, at når økonomien skrider så meget, som den har gjort, bør banken kigges efter i kortene. Spørgsmålet er, om Fiskeribanken er gået for vidt med sine lån«, siger Christian H. Hansen, Dansk Folkepartis fiskeriordfører. Forklaring på røde tal
Han vil bede fødevareminister Hans Christian Schmidt (V) om en forklaring på de mange røde tal i regnskaberne hos Fiskeribanken, der ejes af Fødevareministeriet.
Også hos oppositionen er der røre over Fiskeribankens dybe krise.
»Det kommer bag på mig, at det står så grelt til. Jeg vil bede fødevareministeren om en redegørelse for bankens situation«, siger miljøordfører Martin Lidegaard (R). Ingen nye kunder
Og det står rigtig slemt til. Fiskeribanken yder statsgaranterede lån til de danske fiskere. Banken har et udestående på 1,6 mia. kr. I begyndelsen af 2004 kunne 20 procent af fiskerne ikke betale afdragene på deres lån. I slutningen af 2004 var det tal vokset til 30 procent. Og tallet vokser stadig.
Ifølge Politikens oplysninger overvejer regeringen i øjeblikket muligheden for helt at lukke Fiskeribanken. De fiskere, som har lån i banken, vil næppe blive smidt på gaden, men der vil blive lukket for nye kunder i butikken.
Overvejelsen er kommet på bordet efter et katastrofalt regnskab for 2004. Finansministeriets koncernrevision konstaterede, at Fiskeribanken risikerer at gå konkurs allerede i 2005, og på opfordring fra revisorerne nedsatte regeringen en arbejdsgruppe med deltagere fra forskellige ministerier, som skulle se på banken. Flere penge til banken
»Det peger på, at banken er i en uhyre vanskelig situation. Nu overvejer regeringen situationen«, siger Mogens Schou, der er kontorchef i Fødevareministeriet.
En anden mulighed er at tilføre banken flere penge. Men det vil sandsynligvis blot være en lappeløsning. Skulle banken gå ned, er det skatteborgerne, som hænger på regningen.
»Banken har de seneste år trukket hårdt på sine reserver. Men vi er ikke der, hvor vi må bede Folketinget om flere penge«, siger fødevareminister Hans Christian Schmidt. Overvejer I at lukke banken?
»Det har jeg ingen kommentarer til. Men det er klart, at Finansministeriet har sagt, at der er ting, man skal gøre. Men der er ingen afklaring på det«, siger han.
Fiskeribankens akut dårlige økonomi er kommet i søgelyset med den forestående reform af fiskeriet af spisefisk, som skal træde i kraft 1. januar 2006. Reform og krise
Et af kernepunkterne i reformen er, at fiskerne kommer til at eje de fiskekvoter, som er knyttet til deres båd. Flere politikere overvejer, om der kan være en sammenhæng mellem reformen og Fiskeribankens dybe krise.
»Man kunne godt få det indtryk, at regeringen først og fremmest prøver at redde sin bank«, siger Kristen Touborg, fiskeriordfører for SF.
Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre rejser samme spørgsmål.
Finansminister Thor Petersen (V) ønsker ikke at kommentere sagen om Fiskeribanken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























