En fusion mellem de to store hovedorganisationer Landsorganisationen Danmark (LO) og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) kommer ikke på tale foreløbig. I hvert fald ikke, hvis det står til FTF's formand Bente Sorgenfrey: »Så længe vi har svært ved at få et tættere samarbejde op at stå, skal man passe på med ønsker om fusion. I første omgang må det handle om tæt samarbejde; fusion står ikke på vores dagsorden overhovedet«, siger hun. Opsagt borgfreden Idéen om, at hovedorganisationerne skulle nærme sig en fusion, kommer efter at FTF har opsagt den såkaldte borgfred med LO. Aftalen blev indgået i 1973 for at få flest mulige lønmodtagere til at organisere sig, og det skulle hjælpes på vej ved, at de to organisationer ikke måtte kæmpe om hinandens medlemmer. Men det system er med tiden blevet for stift og formynderisk, mener man i FTF, og det har startet debatten om, hvordan fremtidens fagbevægelse skal forme sig. »Jeg ønsker ikke at starte en konkurrence mellem hovedorganisationerne. Men dér, hvor medlemmerne er i nogle grænseflader - hvor faggrænserne har ændret sig - er vi nødt til at lade medlemmer selv bestemme, hvilken organisation, de befinder sig bedst i«, siger Bente Sorgenfrey. FAO tænker nyt Blandt andet har Fagforeningen Fag og Arbejde, der hører under LO, overvejet at skifte til FTF, fordi medlemmernes arbejdsområder i stigende grad har ændret sig, og derfor passer bedre til FTF. Men formand Dennis Kristensen foretrækker en fusion: »Det vil gøre det lettere for fagforeningerne at samarbejde på tværs af hovedorganisationer, faggrupper og køn«. Han nævner som eksempel sundhedsområdet, hvor blandt andet sygeplejersker, lægesekretærer, ergoterapeuter og bioanalytikere er samlet i flere forskellige fagforeninger under to forskellige hovedorganisationer. Et samarbejde på tværs støttes af formanden for LO, Hans Jensen, der nævner kartelsamarbejdet CO-Industri som et forbillede, hvor ti fagforbund inden for industrien er gået sammen i et interessefællesskab. Selv om dette samarbejde kan lade sig gøre uden en fusion mellem hovedorganisationerne, er LO-formanden stadig lun på idéen. FTF står fast »Jeg vil bestemt ikke afvise muligheden for en fusion. Der er ingen tvivl om, at det har været et nært ønske fra det nye LO, efter vi har kappet båndene til Socialdemokraterne, at igangsætte en proces, hvor vi kommer tættere på FTF igen«, siger Hans Jensen. FTF brød i 1950'erne ud af LO i protest mod den partipolitiske afhængighed af Socialdemokratiet. Derfor har det også gjort indtryk på FTF, at LO erklærede sig uafhængig af det gamle arbejderparti. Alligevel står Bente Sorgenfrey fast på, at der også fremover skal være strukturel adskillelse mellem de tre store hovedorganisationer, hvor Akademikernes Centraladministration (AC) er den tredje part. »Der er stadig brug for de tre hovedorganisationer hver for sig. Vi har forskellige målsætninger og repræsenterer forskellige grupper. Men jeg mener, vi i højere grad kan få tættere samarbejdsrelationer på de overordnede dagsordner som efteruddannelse, arbejdsmiljø og globaliseringens udfordringer«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























