Filtrene bør være tættere på hos de store fælles pengetanke, der investerer danskernes pensionspenge. Det mener LO's formand Hans Jensen, der nu vil nu lægge pres på ATP, hvor 4,4 mio. danskere sparer penge op, og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, LD. LO sidder i bestyrelsen begge steder. I forvejen har ATP en etisk politik imod at investere i selskaber, der ikke leverer ordentlige forhold for deres medarbejdere eller producerer problematiske våben som klyngebomber. Der skal meldes klart ud Men Hans Jensen vil trække linjen endnu hårdere op end i dag: Danskernes fremtidige pension bør ikke finansieres ved spekulation i selskaber, der accepterer børnearbejde, der producerer dele til atomvåben og firmaer, der opererer i Burma. Det ville betyde, at ATP for eksempel skulle sælge sine aktier i det franske selskab Total, som handler med Burma, og i BEA Systems, som er med til at udvikle atommissiler til det fransk flyvevåben. »Der skal ikke være tvivl om, at vi vil arbejde for, at det bliver grundlaget alle de steder, hvor vi har indflydelse«, siger Hans Jensen. LO: Børnearbejde kan ikke accepteres ATP accepterer i dag børnearbejde, hvis det sker under ordnede forhold - blandt andet fordi Red Barnet accepterer et vist mål af børnearbejde nogle steder i verden, hvor det er nødvendigt for at familien som sådan kan overleve. Men den går ikke, mener Hans Jensen. »Der er vi fuldstændigt uenige med Red Barnet. Jeg mener, det er en helt og aldeles fejlslagen strategi, at børn skal arbejde. Børn skal lege og lære, og så må vi finde løsninger, der kan sikre familiernes økonomi«, siger han. Hans Jensen ligger dermed også på linje med medlemmer i HK. I en stor undersøgelse fra HK-bladet siger et stort flertal fra over for at investere i selskaber, der benytter børnearbejde, producerer dele til atomvåben, forurener, ikke har ordentlige arbejdsforhold eller ikke tillader sine medarbejdere at være medlem af en fagforening. Kritik: Dialog er bedre end en hård linje Men netop børnearbejde er et tricky felt, mener Kim Simonsen, sektorformand for HK/Kommunal. Han er også næstformand i to af HK-medlemmernes store pensionsselskaber, KP og PKA. Og skulle et selskab have et problem, er det ofte en god vej frem at gå i dialog med selskabet, mener han. »Fordi man opdager et hjørne, der ikke ser pænt ud, så skal man ikke bare sælge for enhver pris. Vi løser ikke miljøproblemerne ved at sælge aktierne«, siger han: »Vi er blevet bedt om at maksimere vores afkast. Så Finanstilsynet kom efter os, hvis vi kun investerede i økologisk mælk«. Hvad med arbejdsgiverne? Og skal der endelig laves ændringer i de store, offentlige pensionsselskaber, kræver det også, at arbejdsgiverne, der sidder med i bestyrelsen, giver grønt lys. »Men de har ikke været villige til at diskutere det. Det er jo ikke lønmodtagerne, der bestemmer det hele. Hvor er arbejdsgiverne henne i det her?«, siger han. Hans Jensen mener, at en ordentlig deklaration er vigtigt. Han forestiller sig for eksempel en mærkningsordning, der ikke bare går på tingenes kvalitet, men også de forhold, de er produceret under, for eksempel arbejdsmiljøet. »Man har som forbruger krav på at vide, at ting ikke bare er produceret billigst muligt, men også at der er taget hensyn til samfundets ressourcer, og at arbejderne har nogle rimeligt fornuftige vilkår at producere under«, siger han. Selv om Hans Jensen sidder i ATP's bestyrelse, har han ikke udtalt sig om, hvad han har ment om investeringerne i klyngebomber og atomvåben. »Det er formanden, der skal svare på det. Men du skal ikke være i tvivl: Jeg er helt og aldeles modstander af det«, siger han. ATP præsenterer i dag deres årsrapport.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
-
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
-
DR-journalist i ny bog om sit andet hjemland: »Frankrig har forandret sig for altid«
-
Det er en af verdens smukkeste togstationer, men ikke mange ved, at du kan overnatte i bygningen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø
Utryghed er blevet en legitim undskyldning for at være en piveskid
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Sigge Winther Nielsen