Danske aktier retter sig op efter formiddagens frygtsomme start

Det store fald i de amerikanske aktier i går satte en dominoeffekt i gang på verdens børser. Her holder en fransk aktiehandler øje med udviklingen.  Thibault Camus/Ritzau Scanpix
Det store fald i de amerikanske aktier i går satte en dominoeffekt i gang på verdens børser. Her holder en fransk aktiehandler øje med udviklingen. Thibault Camus/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Drastiske fald over de seneste seks dage på børserne i USA, Asien og øvrige dele af Europa havde tirsdag morgen tydelig indvirkning på det danske aktiemarked.

Efter bare 10 minutter kunne der registreres et fald på 3,7 procent for de 25 mest toneangivende danske aktier i C25-indekset.

Faldene har rettet sig en del dagen igennem, og resultatet for C25-indekset er ved det danske aktiemarkeds lukning klokken 17.00 et fald på 1,2 procent.

»Der er ingen tvivl om, at den handel, vi så mandag aften i USA, var ekstremt nervøs. Men der er nu kommet noget mere realisme ind i markedet«, siger Tue Østergaard, der er aktiechef hos ABG Sundal Collier, til Ritzau Finans.

»På det danske marked startede vi meget frygtsomt, men det blev egentlig stabiliseret meget hurtigt«, uddyber han.

Amerikanske aktier tog en ordentlig rutsjetur i går

De store aktieindeks i USA, herunder industriindekset Dow Jones, endte ved børsernes lukning natten til tirsdag med at være faldet med fire til fem procent. Det er det største fald på en enkelt dag siden 2011.

Mange peger på, at det er stigende renter i USA, der startede nedturen. Når renten stiger, bliver aktier mindre attraktive, og opsvinget i økonomien risikerer at blive bremset.

Desuden bliver nedturen formentlig forværret af robothandel på aktiemarkedet. Hvis robotterne er sat til at sælge aktier, når der er fald i markedet, lægger det endnu mere pres på kurserne.

Markedet har ifølge flere iagttagere været ramt af en korrektion efter massive stigninger gennem lang tid - anført af de amerikanske aktier. De fleste handlere er dog enige om, at den ikke vil vare lang tid.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her