Ledigheden falder til det laveste niveau siden 2009

Lyt til artiklen

Det går fortsat ned, når det kommer til antallet af ledige i Danmark. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Ifølge de seneste tal faldt antallet af bruttoledige - personer der modtager dagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse - med 1400 personer i juni.

Dermed er der 107.300 bruttoledige.

»Bruttoledigheden er dermed på det laveste niveau siden februar 2009 - dette gælder både ledighedsprocenten og antallet af fuldtidspersoner.

»Indtil sommeren 2016 var bruttoledigheden svagt faldende, efterfulgt af stigninger frem mod juli 2017. Siden juli 2017 har bruttoledigheden igen haft en faldende tendens«, skriver Danmarks Statistik

Kigger man på AKU-ledigheden, der måles på baggrund af stikprøver og viser, hvor mange der oplyser, at de er uden arbejde og kan tage et, ligger tallet dog på 152.000. Det er en stigning fra 148.000 ved den seneste måling i marts.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her