Hele aktiemarkedet har torsdag tabt over 200 milliarder i værdi. Aktierne bløder under coronaudbruddet.

C25 sætter bundrekord og taber 184 milliarder i værdi

Lyt til artiklen

De danske aktier begyndte torsdag morgen med at få store stryg. Det er fortsat dagen igennem, hvilket har forårsaget et rekordstort fald på C25-indekset.

Således ender det ledende danske aktieindeks, C25, torsdag med det største endagsfald i sin historie. Indekset er ved lukningen af børsen faldet med 8,03 procent.

Dermed er den hidtidige bundrekord, der blev sat mandag i denne uge, blevet slået. Her faldt indekset med 5,49 procent.

Torsdagens dyk svarer til, at indeksets selskaber samlet har tabt markedsværdi for 184 milliarder kroner. Hele aktiemarkedet har torsdag tabt over 200 milliarder i værdi.

Det største i i C25-indeksets historie

Faldet er det største i C25-indeksets historie. Kursfaldet er samtidig på niveau med, hvad man så under finanskrisen i 2008.

Kursfaldet hænger særligt sammen med coronavirusset. Der er usikkerhed om, hvad de økonomiske konsekvenser bliver på både kort og længere sigt.

C25-indekset blev skabt den 19. december 2016.

Det består af i alt 24 virksomheder - men 25 aktier. Det skyldes, at transport- og logistikkoncernen A.P. Møller-Mærsk er repræsenteret med både en A- og B-aktie i indekset.

Tidligere torsdag faldt aktiemarkedet i USA også dramatisk, efter at det åbnede. Faldet var så voldsomt, at handlen på børserne blev suspenderet i 15 minutter.

Det brede S&P 500-indeks gled tilbage med hele syv procent, og det samme gjorde det store industritunge Dow Jones-indeks. Nasdaq, der overvejende har de store teknologiaktier, bakkede også med syv procent.

De massive kursfald medførte et handelsstop. Reglerne om handelsstop er til, for at der ikke skal opstå panik. Handlen blev genoptaget et kvarter efter, og faldene var derefter mere moderate end før.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her