Med efteråret på vej er det igen ved de tider, hvor finansministre i Europa og omegn fremlægger deres finanslovsforslag og dermed bud på, hvor meget der næste år skal lettes på låget til statskasserne.
Mandag var det så Nicolai Wammen (S) og regeringens tur til at komme med forslag til en finanslov for 2021, og fremlæggelsen sker på et tidspunkt, hvor dansk og international økonomi er ude af coronakrisens første akutte fase. Herfra skal finansministeren og hans udenlandske kollegaer nu forsøge at styre os igennem en mulig anden bølge af epidemien og fortsætte den økonomiske genopretning.




























